Længere levealder, forhøjelse af pensionsalderen og forbud mod faste aldersgrænser i ansættelseskontrakter. Generelle samfundstendenser som disse spiller ingen rolle, når Erhvervsstyrelsen skal vurdere om en fond kan få tilladelse til at forhøje aldersgrænsen for bestyrelsesmedlemmerne.
Det måtte bestyrelsen i BRFfonden erkende, da den søgte fondsmyndigheden om tilladelse til at ændre vedtægterne i forbindelse med, at flere bestyrelsesmedlemmer stod til at falde for aldersgrænsen.
Fondens advokater havde blandt andet argumenteret for, at kombinationen af en tre-årig funktionsperiode og en aldersgrænse på 67 år betyder, at fem ud af seks medlemmer må forlade bestyrelsen, inden de fylder 70. Desuden at vedtægtens aldersgrænse ikke flugter med den almindelige udvikling på arbejdsmarkedet.
Men den form for argumenter preller af på Erhvervsstyrelsen, som først og fremmest skal sørge for, at eventuelle vedtægtsændringer sker ud fra et hensyn til fondens tarv. Ikke bestyrelsesmedlemmernes. Og det havde fondens advokater ikke sandsynliggjort i ansøgningen, fremgår det af styrelsens afgørelse.
”Ændring af en fonds vedtægt skal endvidere være i fondens interesse. Henset til stifters ønske om en aldersgrænse på 67 år ud over den tre-årige funktionsperiode, og da det i øvrigt ikke er godtgjort, at der i den konkrete sag er tale om en nødvendig eller hensigtsmæssig ændring, kan styrelsen ikke tillade, at den pågældende vedtægtsbestemmelse ændres, jf. lov om erhvervsdrivende fonde § 89, stk.1., ” står der i afgørelsen.
Dermed fastholder Erhvervsstyrelsen sin faste praksis om, at ændring af aldersgrænser eller sletning af aldersgrænser normalt ikke accepteres. En praksis som Nyhedsbrevet Danmarks Fonde tidligere har omtalt i forbindelse med en lignende sag i Trelleborg Fonden.
Så længe styrelsen udviser fleksibilitet med dispensationer, ser jeg ikke det store problem i, at de ikke vil acceptere vedtægtsændringer.
Lars Munch – bestyrelsesformand i BRFfonden
Ikke tilstrækkelig begrundelse
Fuldmægtig i Erhvervsstyrelsens fondskontor, Casper Quvang Hansen, kan ikke gå ind i de konkrete afgørelser, men forklarer, at styrelsen har bemærket en generel tendens i fondsbestyrelsernes motivation for at søge om ændring af aldersgrænser.
”En gennemgang af styrelsens praksis vedrørende anmodning om ændring eller ophævelse af aldersgrænsen viser, at ændringen i mange tilfælde er begrundet med, at ét konkret medlem skal udtræde af bestyrelsen på grund af alder. I de tilfælde vil det ikke være en tilstrækkelig begrundelse for at ændre eller ophæve bestemmelsen, og styrelsen vil derfor oplyse om muligheden for dispensation, hvis det kan godtgøres, at det er nødvendigt at vedkommende fortsætter som bestyrelsesmedlem. Det er således mere i overensstemmelse med stifters ønske om en aldersgrænse at give dispensation konkret, end at ændre eller helt fjerne aldersgrænsen.”
Langt de fleste erhvervsdrivende fonde følger anbefalingen i God Fondsledelse om at have en aldersgrænse, men som Nyhedsbrevet Danmarks Fonde har omtalt, så er anbefalingen blevet kritiseret af flere fondsbestyrelser, som anser den for at være ude af trit med samfundsudviklingen. Omvendt har komitéen for God Fondsledelse flere gange udtalt, at der ingen planer er om at ændre anbefalingen. Det skyldes, at den gennemsnitlige alder for bestyrelsesmedlemmer i fonde er langt højere end i selskaber. Og desuden er anbefalingen med til at sikre, at der sker en udskiftning i bestyrelserne.
Dispensation er mulig
I sin afvisning af BRFfonden oplyser Erhvervsstyrelsen, at der dog er mulighed for i konkrete tilfælde at få dispensation, sådan at et bestyrelsesmedlem kan fastholde sin post ud over aldersgrænsen, hvis det kan begrundes i hensynet til fondens drift.
Og det var en god løsning for fonden, der efter BRFkredits fusion med Jyske Bank stod midt i en omfattende strategiproces. Bestyrelsen mente, at der var behov for at holde på bestyrelsesmedlem Niels Fog, som havde været med under hele processen. Niels Fog ramte BRFfondens aldersgrænse, da han fyldte 67 år i 2014.
”Så længe styrelsen udviser fleksibilitet med dispensationer, ser jeg ikke det store problem i, at de ikke vil acceptere vedtægtsændringer. Vores interesse i at beholde bestyrelsesmedlemmer nogle år ud over 70 vil især skyldes et ønske om at fastholde kompetencer,” siger bestyrelsesformand i BRFfonden, Lars Munch.
På baggrund af fondens forklaring gav Erhvervsstyrelsen dispensation fra aldersgrænsen. Dermed kunne Niels Fog modtage genvalg og påtage sig endnu en tre-årig funktionsperiode frem til 2020, hvor han vil være 73 år, når han udtræder af bestyrelsen.