Tænketanken Kraka lever af at skabe overblik over økonomien, og med den seneste bevilling fra Realdania har tænketanken fået et godt fundament for det arbejde. Således har Kraka netop modtaget op mod 15 mio. kr. over de næste fem år fra 2019 til 2023. Det oplyser Realdania i en pressemeddelelse.
Offentliggørelsen falder i øvrigt få dage efter, at flere tænketanke har efterlyst et tættere samarbejde med den danske filantropiske sektor.
Jesper Nygård, direktør i Realdania, ser frem til de kommende års analyser fra Kraka:
”Store samfundsproblemer skal løses i fællesskab. Komplekse udfordringer som for eksempel affolkning af landdistrikter, ensomhed og klimaforandringer kan kun løses, hvis vi samarbejder på tværs af samfundets aktører. Det samarbejde kræver indsigt og viden om vores samfund, og den viden kan Kraka være med til at levere med grundige og solide analyser. Derfor er vi i Realdania glade for at kunne være med til at sikre driften af tænketanken de næste fem år,” siger Jesper Nygård, direktør i Realdania.
Hos Kraka er direktør Peter Mogensen glad for støtten:
”Vi ser bevillingen som en anerkendelse af, at der er brug for en tænketank, som er uafhængig af særinteresser og politiske interesser. Med økonomi til driften kan vi fortsætte med at være det uafhængige, fagligt kompetente indspark, som kan danne grundlag for at løse nogle af de massive problemer, som vores samfund står overfor,” siger Peter Mogensen, direktør i tænketanken Kraka.
Realdania var i 2011 med til at etablere Kraka og har siden 2014 støttet tænketanken med i alt 40 mio. kr. frem til 2023.
Realdania arbejder udover Kraka sammen med en række andre tænketanke, bl.a. Forstædernes Tænketank, Concito og Mandag Morgen.