Den Danske Naturfond er tre år efter stiftelsen godt i vej med at sikre mere dansk natur, bl.a. via flere opkøb af naturarealer. På økonomisiden udbetalte de tre stiftere i 2017 den tredje af fire kapitalrater på 218,75 mio. kr. således, at fonden nu har en grundkapital på 562 mio. kr. og en samlet aktivmasse på 752 mio. kr.
Det har fra begyndelsen været en del af fondens strategi, at den skal skabe folkelig opbakning til naturbeskyttelse blandt andet ved hjælp af indsamlingsindsatser. Det arbejde blev succesfuldt igangsat i løbet 2017, fremgår det af fondens årsberetning:
”Udover den projektrelaterede funding og medfinansiering er det ambitionen at tiltrække yderligere midler til naturindsatsen. Derfor er der også ansat to medarbejdere i første kvartal 2017 til denne opgave. Udover intern it- og systemopbygning, som kan håndtere bidrag og donationer, er de første initiativer med aktiv fundraising iværksat. Det gælder bl.a. pilotprojekt i sidste kvartal 2017 for at teste muligheden for enkeltbidrag og kampagne for testamentariske gaver. Der er i den forbindelse modtaget i alt ca. 500 donationer. Derudover er der kendskab til flere personer, som har skrevet testamente til fordel for fonden.”
Den Danske Naturfond forventer at opnå endnu mere synlighed og flere resultater af fundraisingindsatserne i løbet af i år.
”Fondens arbejde med fundraising forventes i 2018 at give de første mærkbare resultater. Samtidigt vil arbejdet med at synliggøre fonden fortsætte. Det gælder både i forhold til fondens digitale platforme, nyhedsmedier og lokal synlighed omkring implementering af fondens projekter,” fremgår det af årsberetningen.
Den Danske Naturfond blev stiftet i 2015 af den danske stat, Villum Fonden og Aage V. Jensen Naturfond. Fonden er en politisk uafhængig erhvervsdrivende fond