Børn og unges mentale sundhed, klassisk musik og samtidskunst samt Nordjylland. De tre uddelingsområder er omdrejningspunkterne for Det Obelske Familiefonds nye uddelingsstrategi, der trådte i kraft per 1. januar 2019.
Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
Fondens nye strategi betyder, at aktiviteter inden for områderne forskning, film, tidlig indsats og internationale indsatser i Østafrika udfases.
“Ændringerne udtrykker fondets hensigt om at gøre en større forskel inden for færre og mere afgrænsede områder. Vi venter os meget af den fokuserede strategi og glæder os til, at både vi og omverden kan se en tydeligere effekt af vores arbejde,” skriver fonden i pressemeddelelsen.
Inden for mental sundhed vil fondens donationer især være rettet mod organisationer og foreninger, der tilbyder konkrete initiativer og aktiviteter for børn og unge. På områderne klassisk musik og samtidskunst vil fonden have særligt fokus på at støtte professionelle aktører fra øverste kvalitetslag. I forhold til uddelingsområdet Nordjylland vil Det Obelske Familiefond satse på langsigtede samarbejder med lokale aktører, der kan understøtte egnens udvikling og medvirke til at tiltrække arbejdskraft, oplyser fonden på sin hjemmeside.
Det grundlæggende udgangspunkt for Det Obelske Familiefond er fortsat at “forandre samfundet til det bedre, altid gennem samarbejder med andre og i tråd med vores grundlæggende værdier og vores nordjyske ophav.”
Læs mere om fondens nye strategiske fokusområder her: obel.com/stoetteomraader