Det store træbord i mødelokalet er blankt, mørkt og tungt. Kaffe, te og lidt til den søde tand er stillet frem. Artikler om forskning på hvidt papir med håndskrevne notater ligger klar.
Scenen kunne være fra hvilket som helst møde i de bedømmelsespaneler, der fordeler fondsmidler til de dygtigste forskere i landet.
Men ved bordet i Lundbeckfondens hovedkvarter på Østerbro i København sidder ikke et bedømmelsespanel. Her sidder i stedet Thomas Sinkjær – forsker, professor og siden 2007 forskningsdirektør med erfaring fra både Danmarks Grundforskningsfond, Villum Fonden og siden januar 2018 Lundbeckfonden.
Med sig har Thomas Sinkjær en klar opfordring til de private fonde, der alene i 2017 uddelte over ni mia. kr. – mere end halvdelen af de danske fondes samlede bevillinger – til videnskabelige formål: Det er på tide at eksperimentere systematisk med forskningsstøtten.
“Private fonde har jo et rum at udfylde, som man godt kan spørge sig selv, om vi er gode nok til at udfylde. Vi kunne jo prøve nogle nye processer af. Det ville tage måske fem år at finde ud af, om de virker. Men hvis de virker, så kunne dem, der havde lyst, samle op på dem. Og hvis de ikke virker, så måtte man sige, at nu havde man forsøgt og var blevet klogere. Men det er en debat, som der ikke har været ret meget af,” siger Thomas Sinkjær og uddyber:
Der er i stigende grad videnskab på det her område. Og det er sådan set ud fra den base, at mine argumenter bygger. Vi bliver nødt til at begynde at anerkende den videnskab og agere på den. Det er tiden kommet til, for nu er evidensen her.
Thomas Sinkjær – Lundbeckfonden
“Der er i stigende grad videnskab på det her område. Og det er sådan set ud fra den base, at mine argumenter bygger. Vi bliver nødt til at begynde at anerkende den videnskab og agere på den. Det er tiden kommet til, for nu er evidensen her. Det er ikke for at tale det ned, som vi gør i dag, men for at gøre det endnu bedre.”
Sinkjær: Brug for at udvikle bedømmelsespanelerne
Ifølge den globalt anerkendte Stanford-professor John P.A. Ioannidis udgør den årlige globale investering i forskning og udvikling mere end 2 trillioner dollars eller 13.000.000.000.000 kr. Altså 13 tusinde milliarder kroner.
Men store dele af den enorme sum fordeles grundlæggende gennem mekanismer som eksempelvis bedømmelsespaneler, der ikke effektivt fremmer den mest banebrydende forskning. Systemet er grundlæggende defekt, konkluderer Ioannidis i en artikel i Scientific American fra oktober 2018.
At styrke en ‘videnskab om videnskab’ er derfor nødvendigt for netop at undersøge systematisk, hvordan man fremmer den bedste forskning, og hvordan man udvælger og belønner de bedste forskere, argumenterer Ioannidis videre.
Et halvt år før Ioannidis opfordrede til at styrke ‘videnskab om videnskab’, fremførte Thomas Sinkjær en lignende pointe i det anerkendte tidsskrift Nature.
“Ofte lægger ansøgerne ikke engang deres bedste idéer på bordet,” skriver Sinkjær på baggrund af interviews med flere end 400 unge forskere.
I stedet vælger mange unge forskere strategisk at søge om midler til netop den type idéer, som de antager, at et bedømmelsespanel vil støtte. Og dén slags strategisk tænkning kan tage kanten ud af forskningen, så den risikerer at gøre panelerne til en hindring frem for en katalysator for den bedste forskning.
“Givet de enorme ressourcer, som vi fordeler gennem bedømmelsespaneler, har vi brug for bedre evidens for at udvikle bedømmelsessystemet,” konkluderer Thomas Sinkjær derfor i artiklen fra marts 2018 (pdf).
Givet de enorme ressourcer, som vi fordeler gennem bedømmelsespaneler, har vi brug for bedre evidens for at udvikle bedømmelsessystemet.
Thomas Sinkjær – Lundbeckfonden
Ved det store mørke træbord uddyber Thomas Sinkjær, at der er brug for en bedre forståelse af, hvordan bedømmelsespaneler arbejder. Ikke for at kaste vrag på bedømmelsespanelerne, men for at udvikle dem.
“Omkring 95 pct. af de konkurrenceudsatte forskningsmidler fordeles vel i dag af bedømmelsespaneler. Og vi er kommet til at bilde os ind, at bedømmelsespaneler kan nuancere ned på et niveau, som ikke står mål med den usikkerhed, der er forbundet med at analysere et forskningsprojekt. Der er et detaljeniveau, som man bare ikke kan argumentere på. Derfor gør vi måske os selv en bjørnetjeneste ved at bruge tid på f.eks. at rangordne en masse projekter, når flere og flere tal tyder på, at det ikke fungerer optimalt,” siger Thomas Sinkjær.
Eksperter: Lodtrækning lige så effektivt som fagfællebedømmelse
Netop rangordning af forskningsprojekter ved forhandling og afstemning er en helt almindelig arbejdsmetode i bedømmelsespaneler. På den måde ender et bedømmelsespanel med at støtte måske 10 eller 20 ansøgere ud af en bunke på 100.
Men blandt eksperter på området er der stigende skepsis over for metoden. Blandt andet fordi den risikerer at fremme velfriserede forskningsprojekter frem for virkelig banebrydende idéer. Også selvom panelerne i deres selvforståelse leder efter noget visionært:
“Det er meningsløst,” skriver Ioannidis om bedømmelsespanelers forsøg på at finde frem til den visionære forskning.
“Enhver idé, der overlever kritik fra 20 fagfæller, har en meget lille chance for reelt at være disruptiv eller innovativ. En idé må være mainstream eller endda middelmådig for at blive accepteret af alle,” argumenterer han.
Herhjemme genkender professor Jesper Wiborg Schneider fra Aarhus Universitets Dansk Center for Forskningsanalyse kritikken fra Ioannidis.
Derudover peger Jesper Wiborg Schneider på, at bedømmelsespaneler ikke meningsfuldt kan adskille de bedste projekter fra de næstbedste. Et problem, der kun bliver større i takt med den stigende konkurrence om forskningsmidlerne:
“I litteraturen findes der masser af eksempler på, at bedømmelsespaneler kan være problematiske. Panelerne kan måske godt sortere de værste projekter fra. Men forskningen på området viser, at panelerne ikke arbejder ud fra en objektiv proces. Mangfoldighed, diversitet, risikovillighed, alternativ tænkning, innovation – netop disse karakteristika har det svært i bedømmelsesprocessen. Det er også derfor, at en del eksperter efterhånden har foreslået lodtrækning om midlerne blandt den bedste gruppe af ansøgerne,” siger Jesper Wiborg Schneider.
Og netop idéen om at trække lod om forskningsmidlerne fremføres ganske tørt af Ioannidis i Scientific American:
“Brug lodtrækning til at beslutte hvilke ansøgninger, der skal støttes (måske efter en indledende bedømmelse). Metoden eliminerer den kraftanstrengelse og udgift, der i øjeblikket bruges på at bedømme ansøgninger og ville give mange flere ansøgere en reel chance for at få støtte,” skriver Ioannidis.
Svært for offentlige fonde at eksperimentere
Hvis bedømmelsespanelerne skal udvikles og forbedres, er der behov for at eksperimentere med nye metoder i den ‘inderste kerne’ af forskningsfinansiering – nemlig bedømmelsespanelernes arbejde omkring mødebordet, mener Thomas Sinkjær:
Vi må være kritiske over for, hvordan vi gør tingene i dag. Og prøve noget nyt af.
Thomas Sinkjær – Lundbeckfonden
“Kernen af forskningsfinansiering – det sidste skridt – er vi nødt til at være mere kritiske omkring i de private fonde. Vi må være kritiske over for, hvordan vi gør tingene i dag. Og prøve noget nyt af – lodtrækning eller noget andet - og finde ud af, om det er bedre, end det vi gør i dag.”
Og de nye løsninger skal ifølge Thomas Sinkjær komme fra de private fonde:
“Med offentlige midler kan det være svært at forsvare at gøre noget risikobetonet. Her mener jeg, at de private forskningsfinansierende fonde skal spille en rolle. Som private fonde kan vi altså nemmere træde i karakter og sige, at vi er villige til at tage den risiko. Vi skal gerne lægge os ned om fem år, hvis det viser sig, at det ikke virker. Men hvis det virker, så håber vi faktisk, at andre har lyst til at købe ind på det,” siger Thomas Sinkjær.
Private fonde skal være opmærksomme på deres rolle
Ifølge Thomas Sinkjær har der længe manglet viden om effektive strategier for forskningsfinansiering. Men den situation er nu ved at ændre sig, og det må fondene tage alvorligt. Danske private fonde skal udnytte det potentiale, der ligger i at kunne operere risikovilligt – for eksempel ved at bidrage til mere ‘videnskab om videnskab’, så finansieringsmekanismerne kan forbedres globalt, mener han:
Vi kan prøve noget af og finde ud af, om vi alle sammen kan gøre det bedre om fem år. Den rolle synes jeg, at vi skal være mere opmærksomme på som private fonde i Danmark.
Thomas Sinkjær – Lundbeckfonden
“Vi kan prøve noget af og finde ud af, om vi alle sammen kan gøre det bedre om fem år. Den rolle synes jeg, at vi skal være mere opmærksomme på som private fonde i Danmark. Vi har nogle muligheder, som jeg tror kan smitte af – også ud over landets grænser,” siger Thomas Sinkjær og slutter:
“Vi, der lever af at lave evidensbaseret arbejde, må gå ind i det her på en måde, så vi om fem år kan svare på spørgsmålet: ‘Var det så en bedre måde at gøre tingene på?’”
