På Kalvebod Brygge i København holder ngo’en Ingeniører Uden Grænser til. Her har organisationens generalsekretær, Dorte Lindegaard Madsen, netop indgået en aftale med Dansk Eksportforening. Aftalen går ud på, at Ingeniører Uden Grænser (IUG) skal rådgive foreningens branchenetværk i at arbejde med FN’s Verdensmål gennem samarbejder med ngo’er.
Ud over den spritnye samarbejdsaftale med Dansk Eksportforening har IUG flere forskellige former for samarbejder med yderligere 15 virksomheder. Blandt andet et ‘udvidet samarbejde’ med virksomheden Sweco. Det vil sige et samarbejde, hvor virksomheden betaler 20.000 kroner om året for, at alle virksomhedens medarbejdere kan blive aktive medlemmer i IUG uden selv at skulle betale kontingent. Derudover har Swecos medarbejdere valgt IUG som fast donationsmodtager i forbindelse med indsamlinger til forskellige arrangementer, for eksempel ved DHL-løb.
”Vi har altid haft virksomhedssamarbejder, men vi har ikke i den grad optimeret det og brugt det så stærkt, som vi gør nu. Det er noget, der er taget til i de seneste tre-fire år, blandt andet fordi, vi er blevet meget mere strategisk orienteret på, hvor værdifuld den synergi, der kan opstå i et samarbejde med en virksomhed, er,” fortæller Dorte Lindegaard Madsen.
En generel tendens
IUG er blot en af mange danske ngo’er, der over de senere år har fået øjnene op for værdien af at indgå i samarbejder med virksomheder. Tendensen bliver bekræftet hos blandt andre CISU, der er en sammenslutning af omkring 270 danske organisationer, der alle er engagerede i udviklingsarbejde.
“Før havde man ngo’er og regeringer, som støttede ngo'erne, som så udførte udviklingsarbejde. Sådan er det traditionelle system, som det plejede at være. Men i dag begynder pengene også at komme fra andre aktører, som for eksempel fra virksomheder,” fortæller Christoph Lodemann, der blandt andet er med i den gruppe af rådgivere, der arbejder med privatsektorsamarbejder hos CISU.
“Der er sket et paradigmeskift i forhold til, at man ikke før tænkte samarbejder med privatsektoren ind på den samme måde i udviklingssamarbejdet,” fortsætter han.
“En ngo, der mangler midler, kan i dag lige så godt kigge på alle mulige forskellige finansieringsmuligheder på lige fod med CISU-puljerne, Danida og traditionel fundraising. Og det kan for eksempel være at indgå i et strategisk partnerskab med andre aktører – herunder en virksomhed, som har samme formål, eller som gerne vil noget tilsvarende. Det er forholdsvis nyt,” siger han.
Hvor virksomheder tidligere donerede penge uden at blande sig i anvendelsen af dem, vil de i dag tit gerne være en del af et reelt partnerskab
Christoph Lodemann – rådgiver, CISU
“Grænserne mellem civilsamfundet, staten og virksomhederne er blevet mere bløde. Der er for eksempel kommet socialøkonomiske virksomheder. Civilsamfundets afgrænsning er med andre ord blevet mere komplekst,” siger Christoph Lodemann.
“Vi kan se, at der er en interesse blandt vores medlemmer for det her område, og for hvordan man kommer videre med det. Og hvor virksomheder tidligere donerede penge uden at blande sig i anvendelsen af dem, vil de i dag tit gerne være en del af et reelt partnerskab,” siger han.
Også på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) kan man bekræfte tendensen. Her forsker Adam Moe Fejerskov blandt andet i udviklingssamarbejdets skiftende natur med fokus på verdensmålene, samt i udviklingsbistand og -finansiering.
“I det store billede, har ngo’erne jo arbejdet med private virksomheder og alle mulige andre aktører i årevis og i årtier. Nogle har gjort det rigtigt meget, andre ikke så meget, og det er blevet gjort under meget forskellige forhold. Men, vi har kunnet mærke, at der over de sidste i hvert fald fem år har været et øget fokus på den private sektors rolle i udviklingssamarbejdet,” siger han.
Verdensmål som én af katalysatorerne
Adam Moe Fejerskov peger på især tre bagvedliggende grunde til, at ngo’erne i stigende grad har vendt sig mod virksomhederne. For det første nævner han FN’s verdensmål, der gælder for alle verdens lande og især med mål nummer 17 om partnerskaber, har sat fokus og skub på området og skabt et fælles sprog for ngo’er og virksomheder.
“Der er sket et skred over de seneste par år, specielt – selvfølgelig – med fremkomsten af verdensmålene, der er en ekstremt ambitiøs dagsorden, der kræver mobilisering af ressourcer af mange forskellige slags, hvis vi skal nå i mål. Der er både økonomiske ressourcer, men det er så sandelig også viden og kompetencer fra en hel række aktører, vi ikke traditionelt forbinder med udviklingssamarbejdet,” siger han.
Derudover fremhæver Adam Moe Fejerskov for det andet også, at det forhold, at det danske udenrigsministerium via Danida både har opfordret til og i nogle ansøgninger direkte stillet krav til såkaldte innovative samarbejde mellem ngo’er og virksomheder, har haft en betydning.
For det tredje, mener han, at der både i ngo-verdenen og blandt virksomhederne har været forskellige andre forhold, der har speedet udviklingen op. For eksempel at ngo’er i stigende grad har fået øjnene op og behov for at kunne anvende den teknologi, der bliver skabt i virksomhederne,” og fra virksomhedernes side sker der også – omend den udvikling er alt for langsom – en opvågning,” siger han.
Der er en voksende anerkendelse og en forståelse af, at der skal nogle nye måder at tænke sin forretning og sine virksomhedsstrategier på, fordi vi står overfor nogle udfordringer, som vedrører alle, og at virksomhederne ikke kan tro, at de er en isoleret del distanceret fra resten af verden.
Adam Moe Fejerskov – forsker, DIIS
”Der er en voksende anerkendelse og en forståelse af, at der skal nogle nye måder at tænke sin forretning og sine virksomhedsstrategier på, fordi vi står overfor nogle udfordringer, som vedrører alle, og at virksomhederne ikke kan tro, at de er en isoleret del distanceret fra resten af verden. Samtidig hører vi jo også fra virksomhederne, at de siger, at de ikke skal være dem, der driver den sociale forandring. Men, det er noget, vi snakker mere om, og der bidrager verdensmålene jo også, fordi du har den her kæmpe-store politiske agenda, som der er rigtigt meget bevågenhed omkring – den her lavine af opmærksomhed, som snebolden, der ruller ned af bjerget og bliver større og større,” siger Adam Moe Fejerskov.
Ny viden som ressource
I IUG samarbejder man blandt andet med virksomheden Rambøll.
“Dels får vi midler fra Rambøll Fonden, men virksomheden Rambøll har virkelig også gjort en stor indsats for og har taget initiativ til at promovere frivillighedsbegrebet og værdien i det over for deres medarbejdere. Så der er rigtigt mange medarbejdere fra forretningen, der er blevet aktive i vores virke,” fortæller Dorte Lindegaard Madsen.
”Lige nu arbejder vi for eksempel med klimatiltag i Freetown i Sierra Leone, hvor det er en af Rambølls klimaeksperter, der er projektleder – og hvad hun ikke kan trække af viden ind i projektet… det er jo helt utroligt,” siger hun
Og det er et billede, der går igen. For IUG betyder de forskellige former for samarbejder med virksomheder, der deler arbejdsområder med ngo’en, nemlig, at IUG kontinuerligt får tilført ny viden og nye kompetencer gennem nye frivillige kræfter.
”Den allervigtigste ressource i vores organisation er vores medlemmers fagtekniske viden, for hvis vi ikke havde vores ingeniører og maskinmestre og alle dem med en faglighed, så var vi ingenting. Dermed bliver finansieringen egentlig sekundær for os. Vi indgår ikke i virksomhedssamarbejder for at skabe en øget finansiering på et specifikt projekt, men for at vi kan blive styrket som organisation ved at hente ny viden og innovation ind i vores projekter,” siger Dorte Lindegaard Madsen, der fortæller, at virksomhederne fremhæver, at samarbejdet med IUG byder på en særlig mulighed for kapacitetsopbygning af deres medarbejdere.
Den allervigtigste ressource i vores organisation er vores medlemmers fagtekniske viden, for hvis vi ikke havde vores ingeniører og maskinmestre og alle dem med en faglighed, så var vi ingenting. Dermed bliver finansieringen egentlig sekundær for os.
Dorte Lindegaard Madsen – generalsekretær, Ingeniører Uden Grænser
”Når virksomhederne normalt sender medarbejdere ud i felten, vælger de jo altid en garvet ingeniør, fordi det er den sikre investering. Ved at kunne blive udsendt via IUG får især de yngre medarbejdere en unik mulighed for at afprøve sig selv,” fortæller hun.
”Vi er jo anderledes i forhold til mange andre ngo’er, forstået på den måde, at vores medlemmer er virksomhedernes medarbejdere. Det er den luksus, vi har.”
Dorte Lindegaard Madsen tilføjer desuden, at flere virksomheder også selv peger på, at det at støtte op om en humanitær organisation som IUG er med til at gøre medarbejderne stolte af deres arbejde.
“Den her faglige stolthed ved at man som medarbejder er med til at arbejde ind i noget andet end blot bundlinjen, er jo noget, vi utroligt gerne vil være med til at give dem,” siger hun.
Flere udfordringer i samarbejderne
Selvom der ikke er nogen tvivl om, at der er en udvikling på vej med flere samarbejder af forskellige typer mellem ngo’er og virksomheder, er der ”mange både virksomheder og ngo’er, der ikke er kommet rigtigt i gang med de strategiske partnerskaber endnu,” fortæller Christoph Lodemann.
”Det er mest de store ngo’er og de store virksomheder, men matchet mellem mindre og mellemstore ngo'er og mindre og mellemstore virksomheder vil jo være lige så godt,” siger han.
“Det kræver mange ressourcer at investere i at komme hinanden nærmere, både i forhold til timer til at mødes og planlægge, men også pengemæssigt, før man overhovedet kommer i gang. Så rigtigt mange når at opgive, inden et partnerskab bærer frugt,” siger Christoph Lodemann.
Også DIIS-forskeren Adam Moe Fejerskov påpeger, at der kan være flere faldgruber i samarbejdet mellem de to former for aktører:
”Ngo’erne og virksomhederne har en fundamental forskellige struktur – de kommer fra radikalt forskellige udgangspunkter, og de har nogle radikalt forskellige mål – og det er jo her, vi ser udfordringerne. For, det betyder, at vi har virksomheder, som naturligt nok vil have det kommercielle for øje, som er interesseret i afkastet og i at fremme deres virksomhed. Og på den anden side har vi en ngo, som måske har en anden dagsorden og nogle andre modtagere, som ikke fokuserer på de kommercielle investeringer og afkast. Når de to værdisæt og måder at tænke på mødes, opstår der selvfølgelig udfordringer. For et samarbejdsprojekt kan typisk ikke ligevægtigt bære de to værdier. Det der med at tro, at man kan lave et hybridprojekt, der er lige så kommercielt, som det gør godt for alle mulige mennesker – det er sjældent sådan, det går,” siger Adam Moe Fejerskov, der dog tilføjer, at det typisk også netop er i mødet mellem to meget forskellige udgangspunkter, at innovation opstår.
Ligesom Christoph Lodemann fra CISU påpeger Adam Moe Fejerskov desuden, at partnerskaberne er enormt tidskrævende for begge parter, og kræver både tillid og helt, helt klare rammer for at kunne lykkes. Derudover advarer Adam Moe Fejerskov mod at ngo’erne i deres samarbejder med virksomheder kan blive trukket væk fra deres fokus på de, der behøver deres hjælp allermest, nemlig de fattigste rundt omkring i verden.
Det kan for eksempel ske, hvis de bliver for styrede af, at virksomheder typisk ikke vil være særligt motiverede for at gå ind i ekstremt skrøbelige områder, som netop er dem, der har mest brug for hjælp, ligesom bestemte sektorer som transport kan blive forfordelt over de mere bløde sektorer som undervisning. Endelig opfordrer Adam Moe Fejerskov til, at man ikke bliver for fokuseret på, at de nye partnerskaber partout skal indgås med lige præcis virksomhederne:
”Der er mange aktører, man kan indgå partnerskaber med, og vi har lidt en tendens til at være fokuserede på, at de her partnerskaber udelukkende kan indgås med den private sektor. Men for at opnå verdensmålene kræver det samarbejder med alle mulige aktører. Det kan for eksempel også være borgerbevægelser, som også er med til at skubbe vores tankegang i forhold til de her områder,” siger han.
Generelt set påpeger Adam Moe Fejerskov dog, at området stadig er nyt, og at man af samme grund også stadig mangler viden om det:
”Helt overordnet set, så ved vi ikke så meget om de innovative partnerskaber. Vi ved ikke særligt meget om, hvor lange de er, med hvem der samarbejdes, om hvad der samarbejdes og ikke mindst hvad effekten af partnerskaberne er.”
Ny manual på vej til ngo’erne
I Aarhus er Cathrine Bianca Christensen fra konsulentvirksomheden Migrow ved at lægge sidste hånd på en manual om samarbejder mellem ngo’er og privatsektoren. Manualen er kommet i stand gennem et toårigt læringsforløb med de fem mindre danske ngo’er: DIB, Skovdyrkerne, Ghana Venskab, Vedvarende Energi og Verden Skove – og Migrow, der netop har specialiseret sig i kommunikation mellem virksomheder og ngo’er.
Læringsforløbet, der har været finansieret af Globalt Fokus – en samlende platform for danske foreninger og folkelige organisationer engageret i internationale udviklings-, miljø- og humanitære aktiviteter – har blandt andet budt på besøg af oplægsholdere og eksperter, og afholdelse af workshops samt sparringsmøder. Igennem læringsforløbet har gruppen blandt andet stillet skarpt på tre specifikke områder, de har udpeget til at være de vigtigste i forhold til at skulle ruste sig som en mindre ngo til at kunne indgå i fremtidige, samarbejder med privatsektoren, nemlig 1) udvikling af et strategisk partnerskab, business cases og værdiskabelsen i det, 2) rollefordeling og 3) kommunikation både internt mellem parterne og eksternt ud i verden.
Virksomhederne skal mere på banen, og det skal give mening for dem at gøre en positiv forskel i samspil med en ngo. Derfor står mange små og mellemstore ngo'er og forsøger at finde ud af, hvordan de kommer med på vognen.
Cathrine Bianca Christensen – Partnerships & Creative Advisor/CEO, Migrow
"Ngo-branchen er i udvikling. De fem ngo'er, der har været med i vores projekt, kigger jo ind i en ny virkelighed, fordi Danida nu også har ændret fokus. Fremtiden ligger i partnerskaber. Virksomhederne skal mere på banen, og det skal give mening for dem at gøre en positiv forskel i samspil med en ngo. Derfor står mange små og mellemstore ngo'er og forsøger at finde ud af, hvordan de kommer med på vognen," siger Cathrine Bianca Christensen.
"Hovedformålet med vores læringsforløb var, at de fem ngo'er, der var med i forløbet skulle blive stærke i at eksekvere partnerskaber, mens manualen er et afkast, der er kommet ud af det. Med den skaber vi muligheden for at sprede læringen ud til andre partnere også," fortæller hun.
En klar opfordring til fondene
Også i CISU forsøger man at hjælpe ngo’erne så godt som muligt på vej. Her afholder man både kurser, arrangementer samt fyraftensmøder og tilbyder rådgivning specifikt om mulighederne for at samarbejde med den private sektor. Herfra lyder et af rådene, at ”der, hvor vi kan se, at det oftest lykkes og tit varer ved, er der, hvor partnerskabet bygger på personlige relationer,” fortæller Christoph Lodemann.
Tilbage på Kalvebod Brygge hos Ingeniører Uden Grænser fortæller Dorte Lindegaard Madsen, at IUG’s virksomhedssamarbejder også oftest kommer i stand gennem netværk.
”Alle de medlemmer, vi har, er jo ude i virksomheder, hvor IUG spiller rigtigt godt sammen med virksomhedernes kerneforretning. På den måde fungerer vores 1.400 medlemmer jo faktisk som ambassadører for IUG i de virksomheder, hvor de arbejder,” siger hun.
Virksomhedssamarbejderne giver ikke så mange penge, og vi er selvfølgelig afhængige af at have god likviditet i forhold til at kunne drive og finansiere vores projekter – og der er det altså fondene, der kan levere.
Dorte Lindegaard Madsen – generalsekretær, Ingeniører Uden Grænser
På trods af de mange fordele ved at arbejde sammen med virksomheder, som Dorte Lindegaard Madsen ser, er det dog stadig helt overvejende gennem fonde, at IUG henter sin finansiering:
”Virksomhedssamarbejderne giver ikke så mange penge, og vi er selvfølgelig afhængige af at have god likviditet i forhold til at kunne drive og finansiere vores projekter – og der er det altså fondene, der kan levere,” siger hun.
”Men jeg synes, at fondene skal kigge på at støtte aktivt op om virksomheds- og ngo-samarbejder. I forhold til verdensmål nummer 17 om partnerskaber, rummer netop den her type af samarbejder jo både en finansieringskilde, en vidensdel og en ’social mobiliser’ i form af ngo’erne – og det er jo uendeligt stærkt. Så jeg synes, at fondene skal være bevidste om deres rolle i det her, for de må ikke antage, at virksomhederne vil stille en halv million til rådighed til, at vi for eksempel kan bygge fem skoler. Det kommer ikke til at ske, for så vil du kunne se det meget stærkt på bundlinjen i virksomheden. Men, hvis virksomheden nu i stedet går ind og siger, at de gerne vil stille deres faglighed til rådighed for ngo’en, og der så derudover kan komme en ekstern finansieringskilde ind – hold da op nogle spændende projekter, man så vil kunne lave,” siger Dorte Lindegaard Madsen.
