Formanden for Vanførefonden, fhv. Finansminister Pia Gjellerup, overrakte den 21. maj fondens opmuntringspris til Monica Lylloff.
Hun er mor til tre børn med særlige behov og står bag initiativet ’Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed.’
”Vanførefonden vil gerne påskønne Monica Lylloffs indsats og virke i forhold til det handicappolitiske område, hvor retssikkerheden for Monica Lylloff er den røde tråd i arbejdet,” siger Pia Gjellerup i pressemeddelelsen i forbindelse overrækkelse af Vanførefondens Opmuntringspris 2019.
”Selv i en meget ressourcestærk familie er det en udfordring at have handicappede børn, som vil få de fleste til at kaste håndklædet i ringen. Monica besluttede sig derimod for, at de erfaringer og den viden om at leve livet med tre børn, som hver især stiller helt særlige krav til en mor, skulle ud at leve et liv, hvor det kommer andre til glæde. Derfor skrev og udgav Monica bogen ’Seje mor’, som er en stærk, personlig øjenvidneberetning fra det liv, der udfolder sig, når tilværelsen slår en kolbøtte,” siger Pia Gjellerup.
Den 22. februar i år etablerede Monica Lylloff Facebook-gruppen ’Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed’. Gruppens formål er at bakke op om de pårørende til mennesker i alle aldersgrupper med et handicap, psykisk sårbarhed eller i øvrigt særlige behov over hele landet på tværs af diagnoser.
”Græsrodsbevægelsen har ganske hurtigt fået ca. 9.300 medlemmer på deres Facebook-profil. Det viser med al tydelighed de social mediers styrke, som her bliver fint anvendt i den gode sags tjeneste,” siger Pia Gjellerup.
Vanførefondens Opmuntringspris blev indstiftet i 1994 og er på 25.000 kr. Prisen uddeles på Vanførefondens årsmøde, ”til en person, som har gjort en uegennyttig og bemærkelsesværdig indsats for at lette dagligdagen for fysisk handicappede.”
Vanførefondens formål er at støtte fysisk handicappede, i det omfang sådan støtte ikke ydes af det offentlige. Vanførefonden blev stiftet den 24. maj 1955 af tidligere statsminister Viggo Kampmann.