“Der har simpelthen været for få balloner på fundraisingkonferencerne,” siger Mette Grovermann, sekretariatschef i Isobro.
Det var i hvert fald, hvad der stod i en evaluering fra en af deltagerne – og i Isobro var man ikke et sekund i tvivl om, hvad det betød:
”Det betyder jo, at vi skal have noget, vi kan klappe ad og feste over her på konferencen,” fortæller Mette Grovermann.
Da først manglen var italesat, var Isobro også hurtig til at finde løsningen på problemet: Relanceringen af to priser, nemlig fundraisingprisen og engagementsprisen. Priser, der begge vil blive uddelt på den årlige fundraisingkonference, Isobro står for.
Der har simpelthen været for få balloner på fundraisingkonferencerne.
Mette Grovermann – sekretariatschef, Isobro
”For, det vi manglede på konferencen, var i virkeligheden fejringen af os selv. Den begejstring, der er i en fundraisingafdeling, når man når en kampagnes mål, eller man finder ud af, at man har fået en arv på to millioner kroner. Den der begejstring over ‘at nu kan vi gøre noget mere for vores udsatte målgruppe’ – den vil vi gerne dele på tværs af sektorer. Og det er det, vi vil sikre os med uddelingen af de her to priser,” siger Mette Grovermann.
Er selv gået på jagt efter kandidaterne
Isobro afholdt for første gang fundraisingkonferencen i 2013. En konference, der består af en blanding af præsentation af ny viden på området, networking, faglig stolthed og en hyldest af branchen selv.
På konferencen i 2013 lancerede Isobro også for første gang fundraisingprisen. Men mens selve konferencen over de næste år voksede støt i både antallet af deltagere og i omfang, faldt indstillingerne til fundraisingprisen omvendt hurtigt i antal; fra omkring 70 de første år og helt ned til omkring 5, to og tre år efter indførelsen af prisen.
Til sidst så Isobro ikke nogen anden udvej end at afskaffe priserne igen, ”for hvor glad er man lige for at vinde en pris, hvis der ikke er nogen modkandidater?” spørger Mette Grovermann.
”Så vi blev enige om, at nu laver vi fundraisingprisen igen, men troen på, at det er organisationerne selv, der indstiller kandidaterne, den må vi opgive. Det er med andre ord os, der må ud at finde dem,” siger Mette Grovermann.
Hun er nu gået på jagt via Google og Facebook efter egnede kandidater og også for at sikre sig så mangfoldigt og bredt et felt som muligt. Mette Grovermann understreger dog, at de forskellige organisationer stadig er mere end velkomne til at indstille egne kandidater og til at komme med tips.
Det handler om penge
Mette Grovermann fortæller, at rammerne for fundraisingprisen endnu ikke ligger helt fast, men grundkriteriet gør: Fundraisingprisen kan kun uddeles til en kampagne, organisation eller person, der har indsamlet en mængde penge.
”Men derfra kommer det til at handle om det konkrete felt af indstillede kandidater,” siger Mette Grovermann, og forklarer, at det samme indsamlede beløb for eksempel kan være henholdsvis en kæmpe bedrift for en lille organisation, og henholdsvis et mindre godt resultat for en stor organisation.
Vi er ildsjælesektoren – det er det, vi er drevet af. Så hvis ikke vi skal hylde, at folk engagerer sig i vores sag, hvem skulle så?
Mette Grovermann – sekretariatschef, Isobro
”Vi ved stadig ikke, hvad der bliver afgørende – der skal vi kigge på det samlede felt. Men den kreativitet, der er lagt for dagen hos den enkelte organisation, kommer også til at tælle,” siger hun.
Ved siden af at Mette Grovermann selv er gået på jagt efter kandidater, har hun også bedt om tips fra branchen – og så har hun allieret sig med en ‘backing group’, bestående af professionelle fundraisere, der skal godkende budene, før de bliver officielle kandidater til prisen.
Engagementsprisen
Ud over at genindføre fundraising-prisen har Isobro også valgt at genindføre den såkaldte engagementspris. Det er en pris, der modsat fundraisingprisen, ikke gives på baggrund af indsamlede midler, men som man kan blive indstillet til, hvis man for eksempel har formået at skabe opmærksomhed omkring en overset problematik.
”Eller det kan være en ildsjæl, der bare griber en sag og render med faklen, som man stort set ikke har set det før,” siger Mette Grovermann.
”Vi er ildsjælesektoren – det er det, vi er drevet af. Så hvis ikke vi skal hylde, at folk engagerer sig i vores sag, hvem skulle så?” spørger hun.
Isobros fundraisingkonference
- Isobro afholder hvert år en fundraisingkonference for branchen, hvor programmet blandt andet står på flere forskellige faglige oplæg og mulighed for networking.
- I år afholdes konferencen den 3. september, mens Isobro den 4. september er vært for to masterclasses om fundraising.
- Sidste år var der 330 gæster på konferencen, og i år regner Isobro med at kunne byde godt 350 gæster velkommen.
- Årets tema er ‘Relation, retention and result’. Om temaet forklarer Mette Grovermann at: ”Det, vi gerne vil sige med årets tema, er, at det kan godt være, at vi får nogle nye indsamlingskanaler – at tingene bliver digitaliseret, og at der er et eller andet, der er enormt hot eller spændende. Men dem, der sidder og bruger kanalerne, er stadig sådan nogle som mig og dig, og vi har egentligt ikke ændret os så meget. Vi vil stadig ses, og vi vil stadig føle, at vi er vigtige for organisationen. Så kanalen har ændret sig, men det at lave en relation og forny den relationen til donoren, det er dybest set det samme.”
Mens fundraisingprisen udløser en præmie på 8.000 kroner, er præmien for engagementsprisen i stedet lagkage til hele den vindende organisation. Men, skulle man forlades til at få den tanke, at fundraisingprisen dermed er mere hæderfuld end engagementsprisen kan man godt tro om igen, siger Mette Grovermann.
”Vi har valgt den præmie for at understrege, at engagementsprisen er en, man har opnået i fællesskab. Så vi hylder penge med penge, og vi hylder engagementet med fællesskab – det er det, vi ønsker at signalere. For det kræver også noget af en organisation at have så meget elasticitet, at man tør lade en ildsjæl sige ‘nu vil jeg det, og nu vil jeg det der’, forklarer Mette Grovermann. Hun tilføjer: ”Og hvem kan ikke lide lagkage”? Det er da de færreste, der ikke er med på den.”