De i alt 144.000 europæiske fonde investerer årligt omkring 540 milliarder kroner med henblik på blandt andet at øge sammenhængskraft og styrke demokrati, innovation og bæredygtighed i og uden for Europa. Men imens virksomheder smidigt kan agere på tværs af de europæiske landegrænser på grund af EU-lovgivning, så ser situationen anderledes ud for fondene. Derfor er der behov for et 'indre fondsmarked', mener Max von Abendroth, administrerende direktør i DAFNE:
”Vi har brug for lige vilkår blandt donorer og fonde i Europa. Bindende juridiske rammer, klarhed og forenkling for grænseoverskridende donationer,” forklarer Abendroth i en pressemeddelelse fra DAFNE i anledning af Fondenes Dag.
DAFNE forklarer videre, at der også er behov for større politisk opbakning til fondssektoren i visse lande som eksempelvis Polen, Bulgarien, Tyrkiet og Ungarn. Her lukkes fonde efter politisk pres, projekter stoppes, donationer forhindres og visse fonde har været nødt til at fraflytte landene. Det seneste eksempel er The Open Society Foundations, som måtte flytte fra Budapest til Berlin.
”Situationen i Ungarn bør få Europa til at vågne op. Politikere og civilsamfund må træde ind og forsvare fondenes frihed i endnu højere grad,” forlanger Felix Oldenburg, der er formand for DAFNE i sin appel om at skabe et indre fondsmarked.