Blandt 80 ansøgere er 11 tekniske og naturvidenskabelige forskere udvalgt til at være Villum Investigators. Forskerne modtager hver op til 40 mio. kr. til deres forskning over de næste seks år. Samlet bevilger Villum Fonden dermed 410 mio. kr. til forskerne.
Det oplyser Villum Fonden i en pressemeddelelse.
Alle 11 bevillingsmodtagere har stor international erfaring og er blevet udvalgt for deres evne til at yde et afgørende bidrag til det tekniske og naturvidenskabelige felt på et dansk universitet. Fem af forskerne kommer fra udlandet og seks fra Danmark.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) håber på, at bevillingerne kan skabe forskningsmæssige gennembrud:
”Villum Fondens bevillinger er et godt bidrag til, at vi kan fastholde Danmark som en førende forskningsnation. De 11 forskere er med til at løse store samfundsudfordringer og gøre os klogere på os selv og verden. Bevillingerne hjælper med til at give forskerne de muligheder, der gør, at de i det lange løb kan skabe de helt store forskningsmæssige gennembrud. Det er et godt eksempel på at samarbejde mellem universiteter og private fonde kan løfte grundforskningen og tiltrække internationale forskere på et meget højt niveau,” siger Tommy Ahlers.
Villum Investigator-programmet lægger vægt på forskernes hidtidige virke og evnen til at opbygge internationale forskningsmiljøer. Og denne del af arbejdet som topforsker fremhæver også Villum Fondens forskningsdirektør Thomas Bjørnholm:
”Hver af de 11 kan noget særligt og lever i høj grad op til kravene til en Villum Investigator. De kan – om nogen – med nysgerrighed, talent, erfaring og evne til at samle dygtige forskere omkring sig etablere, udvikle og fastholde et internationalt forskningsmiljø og yde et væsentligt bidrag til teknisk og naturvidenskabelig forskning – og i sidste ende samfundet,” siger Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villum Fonden.
Villum Investigators 2019:
- Bo Brummerstedt Iversen, Institut for Kemi, Aarhus Universitet, 39,8 mio. kr.
- Carsten Rahbek, Biologisk Institut, Københavns Universitet, 40 mio. kr. (modtog Villum Kann Rasmussens Årslegat 2013)
- Eugene Simon Polzik, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, 30,3 mio. kr.
- Guojie Zhang, Biologisk Institut, Københavns Universitet, 40 mio. kr.
- Henrik Stapelfeldt, Institut for Kemi, Aarhus Universitet, 30,2 mio. kr.
- Josep M. Guerrero, Institut for Energiteknik, Aalborg Universitet, 39,2 mio. kr.
- Karl Anker Jørgensen, Institut for Kemi, Aarhus Universitet, 39,9 mio.kr. (modtog Villum Kann Rasmussens Årslegat 2000)
- Lars Birkedal, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, 35,4 mio. kr.
- Per Christian Hansen, DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet, 34,9 mio. kr.
- Staffan Persson, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, 40 mio. kr.
- Yong P. Chen, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, 40 mio. kr.
Villum Fonden modtog i alt 80 ansøgninger til programmet, heraf var fem ansøgninger fra kvinder.
28 ud af de 80 ansøgere gik videre til fagfællebedømmelser og interview, heraf var tre kvinder.
Programmet annonceres hvert andet år. Det er anden gang, at fonden bevilger midler til Villum Investigators. Næste gang er i 2021.