Fondsforeningen, Fondenes Videnscenter, har budt tre nye fonde velkommen i medlemskredsen – to erhvervsdrivende og en almen fond.
”Jeg vil gerne sige et stort velkommen til de tre nye medlemmer, og vi glæder os meget til samarbejdet. Vi ønsker at være en forening med en bred repræsentation af både store og små almennyttigt uddelende fonde og foreninger. Det giver os det bedst mulige grundlag for at løfte vores opgave – og for at kunne være den samlende forening for fonde i Danmark, som det er vores ambition at være,” siger sekretariatschef i Fondenes Videnscenter, Hanne Rasmussen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om den erhvervsdrivende Rambøll Fonden, der ejer ca. 97,5 pct. af Rambøll Gruppen A/S, og har et årligt uddelingsniveau på 10-14 mio. kr. Den almene fond, KR Foundation, som er specialiseret i klimafilantropi og årligt uddeler 90 – 100 mio. kr. på baggrund af indtægter fra Villum Fonden. Den erhvervsdrivende fond, BRFfonden, der er den tidligere ejer af BRFkredit A/S. BRFfonden har ikke foretaget uddelinger de seneste fem år, men planlægger at etablere håndværkskollegier. Fonden har ud af sin egenkapital på næsten 8 mia. kr. hensat en uddelingsramme på 200 mio. kr. til de kommende kollegiebyggerier.
Fondenes Videnscenter blev stiftet i december 2017 og arbejder for at øge vidensniveauet om almennyttige fonde og foreningers arbejde og for at styrke vidensdeling og samarbejde mellem medlemmerne.
Med de tre nye fonde har foreningen nu 41 medlemmer. Samlet stod Fondenes Videnscenters medlemmer for 75 pct. af de samlede almennyttige fondsbevillinger i 2017.
De tre nye medlemmerRambøll Fonden er en erhvervsdrivende fond, der har til formål gennem aktiebesiddelse at være ejer eller medejer af Rambøll Gruppen A/S og derigennem fremme selskabets og hele koncernens beståen og økonomiske samt erhvervsmæssige udvikling.
Rambøll Fonden er stiftet i 1972 af stifterne af Rambøll, Børge Rambøll og Johan Hannemann. Fonden blev ændret i 1991 ved en fusion af Den selvejende institution R&H og BHR-Fonden og fik derefter navnet Rambøll, Hannemann & Højlund Fonden. Det nuværende navn fik fonden i 2004. Fonden har en grundkapital på 36 mio. kr. og uddelte i 2018 14 mio. kr.
KR Foundation er en dansk almennyttig fond stiftet i december 2014 af Villum Fonden og efterkommere efter civilingeniør Villum Kann Rasmussen. KR Foundation støtter internationale projekter, der adresserer de grundlæggende årsager til klimaforandringerne. Fonden opererer primært inden for programområderne ‘bæredygtig finansiering’ og ‘bæredygtig adfærd’. Læs mere på krfnd.org
KR Foundation er stiftet med en tidshorisont på 10 år. Den er etableret med en egenkapital på 10 mio. kr. og et årligt tilskud på 100 mio. kr. fra Villum Fonden. I 2018 uddelte KR Foundation 95 mio. kr.
BRFfonden blev stiftet den 3. marts 1959 af Danmarks Nationalbank, Danske Bankers Fællesrepræsentation og Fællesorganisationen af almennyttige danske Boligselskaber. Den 1. december 1989 overgik fonden til at være en erhvervsdrivende fond.
BRFfonden vedtog i 2016 en strategi om etablering af kollegier til unge, der tager erhvervsuddannelser i tilknytning til byggeri. Det vil ske gennem en til formålet etableret fond, Fonden for Håndværkskollegier, som vil blive etableret og støttet af BRFfonden. Der er i 2018 etableret en uddelingsramme indtil videre på kr. 200 mio. til formålet.
Kilde: Fondenes Videnscenter
Medlemmer af Fondenes Videnscenter
- 15. Juni Fonden
- A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond
- Augustinus Fonden
- Bevica
- Bikubenfonden
- Bitten & Mads Clausens Fond
- BRFfonden
- Carlsbergfondet
- C.L. Davids Fond og Samling
- Den Danske Maritime Fond
- Det Obelske Familiefond
- Dreyers Fond
- Egmont Fonden
- Elsass Fonden
- Færchfonden
- Helsefonden
- Hempel Fonden
- Industriens Fond
- KFI Erhvervsdrivende Fond
- Knud Højgaards Fond
- KR Foundation
- Krista og Viggo Petersens Fond (KV Fonden)
- Lauritzen Fonden
- Lego Foundation
- Leo Fondet
- Lundbeckfonden
- Nordea-fonden
- Novo Nordisk Fonden
- Ny Carlsbergfondet
- Otto Mønsteds Fond
- Poul Due Jensens Fond
- Rambøll Fonden
- Realdania
- Reinholdt W. Jorck og Hustrus Fonden
- Rockwoolfonden
- Spar Nord Fonden
- Trygfonden
- Tuborgfondet
- Velux Fonden
- Villum Fonden
- Aage og Johanne Louis-Hansens Fond