Det kunne lyde som den rene lykke for dansk forskning. Fra 2008 til 2018 steg de private fondes bevillinger til forskning med hele 210 pct. Fondenes satsning på forskning har aldrig været mere massiv, og deres økonomiske betydning har aldrig været større. I dag bidrager de private fonde mere end de offentlige forskningsfonde til puljen med eksterne midler, der kan søges af danske forskere.
Men selvom de mange penge er en gylden mulighed, så er de ikke kun af det gode, advarer Danmark Forsknings- og Innovationspolitisk Råd, DFiR, i den netop offentliggjorte rapport ‘Forskningsfinansiering – forandringer og konsekvenser’.
“Nu skal der ske noget. For om ganske kort tid bliver den private finansiering så høj, at hvis vi ikke har styr på disse muligheder, så risikerer vi, at vi ikke får det fulde udbytte af de mange penge,” siger den netop afgåede formand for rådet, Jens Oddershede.
Jens Oddershede har indtil 31. marts 2020 stået i spidsen for DFiR og er netop trådt tilbage i overensstemmelse med rådets regel om, at medlemmer højest må sidde i seks år. Rapporten er Jens Oddershedes sidste aftryk som formand, og den viser tydeligt, at han og resten af DFiR ønsker at se handling nu.
“Udviklingen kan få så store konsekvenser for, hvad der i Danmark bliver forsket i, og hvad der bliver uddannet i, at der nu er behov for en forskningspolitisk og samfundsmæssig drøftelse og måske også beslutninger om, hvad der fremadrettet skal ske,” skriver DFiR i rapporten.
DFiRs rolle er at rådgive ministre, Folketinget og befolkningen om aktuelle spørgsmål om den forsknings- og innovationspolitiske situation. Rådet er for forskning og innovation, hvad de økonomiske vismænd er for økonomien.
I rapporten giver rådet tre anbefalinger til aktørerne i dansk forskningsfinansering for at skabe den størst mulige gevinst ved de betydelige forskningsmidler fra fonde – private såvel som offentlige.
På høje tid at få styr på indirekte omkostninger
Én af anbefalingerne handler om den efterhånden velkendte diskussion om universiteternes indirekte omkostninger ved forskning som f.eks. husleje, vand og varme. Ifølge DFiR bør forskningsaktørerne udvikle en “transparent, bæredygtig og langtidsholdbar model for finansiering af forskning gennem såvel basismidler som eksterne midler. Som led heri skal udvikles en fælles ensartet model for opgørelse af indirekte omkostninger,” skriver rådet i sin anbefaling.
– Jens Oddershede, opfordringen til at udvikle en finansieringsmodel har været fremsat mange gange før. Forum for Forskningsfinansiering har arbejdet på en model længe, og alle lader til at være enige om, at sådan en model er nødvendig. Alligevel er der ikke sket noget. Kan DFiR komme med mere konkrete anbefalinger til, hvordan modellen skal skrues sammen?
“Som du siger er alle mulige andre også kommet med den her opfordring gennem lang tid. Vi kunne også have skrevet, at nu ser vi meget gerne, at Forum for Forskningsfinansiering kommer til et konkret resultat. Andre lande kan gøre det. Hvis fondene skal være med til at finansiere indirekte omkostninger, så skal fondene jo være stensikre på, hvad de finansierer. Der må ikke være uklarheder i, hvad pengene bliver brugt til. Derfor taler vi om en ‘fælles’ model. Det er en god idé, at universiteterne nu laver en budgetmodel, som gør det synligt både for private og offentlige fonde, hvad de indirekte omkostninger reelt er, og hvad pengene bliver brugt til,” siger Jens Oddershede.
– Men universiteterne siger, at blandt andet forskellige huslejeniveauer gør det vanskeligt at lave en fælles model. Hvis man lejer sine bygninger af staten midt i København, så koster det ikke det samme, som hvis man ejer sine bygninger på en mark uden for en provinsby.
“Men det er jo ikke umuligt, det er bare lidt indviklet,” siger Jens Oddershede.
– Så parterne kan efter din mening ikke blive ved med at diskutere den her sag?
“Nej. For fondene vil ikke betale for noget, som de ikke ved, hvad er. Og det synes jeg er rigtigt. Universiteterne siger, at udgifterne er svære at gøre op. Men hvis man skal løse den gordiske knude, skal man starte med at gøre begge dele: Fondene skal acceptere at betale nogle indirekte omkostninger, men universiteterne skal også acceptere, at der skal være synlighed om omkostningerne. Forum for Forskningsfinansiering skal have fred til at finde en model. Men vi siger også: Kære venner, det er snart ved at være i 12. time. Nu skal der ske noget,” siger Jens Oddershede.
– I rapporten anbefaler I at udvikle en ‘bæredygtig finansieringsmodel’, der skal kunne bruges under ret forskellige scenarier. Det gør opgaven desto sværere. Kunne en løsning være at lave en tidsbegrænset model, som gælder fem eller ti år og så aftale at revidere den?
“Absolut. Man skal bare starte et sted. Og i f.eks. Sverige arbejder man også med en tidsbegrænset model,” siger Jens Oddershede.
Universiteterne skal tage initiativ
I rapporten anbefaler DFiR også at prioritere dialogen højt mellem de forskningsudførende parter (universiteter, universitetshospitaler og øvrige offentlige forskningsinstitutioner) og de forskningsfinansierende parter (offentlige og private fonde) for at sikre den bedst mulige udnyttelse af de midler, der tilflyder forskningsinstitutionerne til forskning.
Dialogen skal for fondene handle om det ansvar, der følger med, når deres andel af forskningsfinansieringen bliver så høj, at deres bevillinger ikke længere er et supplement til forskningen, men et bidrag, som institutionerne i stigende grad bliver afhængige af, skriver DFiR i rapporten.
– Men har DFiR konkrete anbefalinger til de private fonde i forhold til, hvordan de skal gå til denne dialog med universiteterne og de andre forskningsinstitutioner?
“Nej, for vi kan jo ikke fortælle fondene, hvad de skal gøre. De er selvstændige og har en fundats fastlagt af stifterne, og vi kan ikke gribe ind i fondenes frihed. Men vi forsøger at sige til fondene: Gå i dialog med universiteterne og vær lydhøre. Men fondene kan ikke have en dialog, hvis det ikke er klart, hvad universitetet gerne vil gøre. Så dialogen forudsætter, at universiteterne har gjort sig klart, hvad de vil. Og så ved vi jo godt, at vi sparker en åben dør ind, for mange fonde har allerede den dialog,”, siger Jens Oddershede.
– Nogle universiteter har meldt ud, at de har tænkt sig at invitere private fonde til kaffe, så fondene kan få mere indflydelse på forskningsstrategien. Hvad siger DFiR til dét?
“Det synes vi ikke er det rigtige. Universitetet repræsenterer samfundets interesser, og det skal universiteterne gøre, så længe de er offentlige. Derfor skal universiteterne tage initiativet. Universiteterne kan sagtens invitere fondene ind til diskussion, og universiteterne kan også lade sig påvirke af, hvad fondene siger. Men i sidste instans er det universiteterne, der skal stå på mål for forskningen. Og sikre at vi forsker i noget samfundsmæssigt relevant. Det er rigtigst, at universiteterne bestemmer strategi og forskningsområder. Fondene må så vurdere, om det er i overensstemmelse med deres fundats at støtte den forskning,” siger Jens Oddershede.
Universiteters kerneprodukt er i fare
DFiRs sidste anbefaling handler om at holde tæt øje med, om den stigende mængde private fondsmidler i dansk forskning er ved at skade den forskningsbaserede undervisning.
Bekymringen er, at når universiteterne selv skal dække en stor del af de indirekte omkostninger til den fondsfinansierede forskning på nogle få fagområder, så må universiteterne samtidig trække penge ud af de andre forskningsfelter.
“De data, som DFiR har inddraget, viser indikationer på den oplevelse af, at der er færre forskningsmidler, som nogle videnskabelige medarbejdere giver udtryk for. Hvis den faste stab af videnskabelige medarbejdere, der i høj grad varetager den forskningsbaserede uddannelse, har færre forskningsmidler, vil forskningsbaseringen på sigt blive tyndere,” skriver DFiR i rapporten.
Fondene kan kun trække tæppet væk, hvis samfundet i ly af den øgede private finansiering reducerer sin egenfinansiering
Jens Oddershede – afgående formand, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd
– Siger DFiR her – sat lidt på spidsen – at de private fondsmidler er ved at trække tæppet væk under universiteternes vigtigste produkt, nemlig det brede udbud af dygtige kandidater, som har modtaget forskningsbaseret undervisning af højeste kvalitet?
“Fondene kan kun trække tæppet væk, hvis samfundet i ly af den øgede private finansiering reducerer sin egenfinansiering. Så i virkeligheden er det her en besked til staten om, at man altså ikke kan slippe billigere, bare fordi fondene kommer med flere penge. For så risikerer man, at store dele af den grundlagsskabende forskningsbaserede uddannelse, som trods alt er kerneproduktet fra universitetet i form af alle de nye dygtige medarbejdere, der sidder rundt i hele landet, bliver skadet. Og det vil jo være katastrofalt. Så vi siger til det offentlige: Pas på. Lad være med at tro, at I kan overlade ansvaret for alt, hvad der foregår på universiteterne, til fondene. For det kan I ikke,” siger Jens Oddershede.
– Kunne det ikke være en løsning, at man på universiteterne bare takkede nej til fondsmidler?
“Det ville være en meget uheldig konsekvens, som desværre kan blive reel, hvis man ikke finder ud af at lave en god model for finansiering af indirekte omkostninger og finder ud af, at staten fortsat skal bakke op om den forskningsbaserede uddannelse. Generelt står der i denne rapport, at udviklingen i finansiering fra de private fonde er en gylden mulighed. Det er fantastisk, at de private fonde giver så mange penge til forskning. Men tingene kommer altså ikke af sig selv, kære venner. Vi skal være opmærksom på forskellige ting, som vi ikke må gøre galt i den her proces,” siger Jens Oddershede.
Blå bog: Jens Oddershede
- Professor, dr. scient.
- Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, formand (2014-2020)
- Velux Fonden, bestyrelsesmedlem (2014-)
- Formand for Koordinationsudvalget for Forskning 2004-2006
- Formand i Rektorkollegiet 2005-2014, næstformand 2002-2005,
- Rektor for Syddansk Universitet 2001-2014
- Dekan for Det naturvidenskabelige Fakultet ved Syddansk/Odense Universitet, 1992-2001
Det kan nemlig få samfundsmæssige konsekvenser, hvis ikke de øgede midler fra private fonde håndteres hensigtsmæssigt, siger Jens Oddershede.
“Vi risikerer at komme i en situation, hvor noget samfundsrelevant forskning simpelthen formentlig ikke kan lade sig gøre. Derfor må det offentlige ikke reducere sine forskningsbevillinger i takt med, at de private fonde øger deres bevillinger. For fondenes fundatser kan jo forhindre, at de kan give støtte til noget af den forskning som samfundet har brug for. Derfor kan det offentlige ikke overlade det til private at finansiere hovedparten af dansk forskning,” slutter Jens Oddershede.
FAKTA: Tre anbefalinger i DFiRs nye rapport
- Anbefaling 1: Prioritér dialogen højt mellem de forskningsudførende parter (universiteter, universitetshospitaler og øvrige offentlige forskningsinstitutioner) og de forskningsfinansierende parter (offentlige og private fonde) for at sikre den bedst mulige udnyttelse af de midler, der tilflyder forskningsinstitutionerne til forskning.
- Anbefaling 2: Der skal mellem de involverede parter udvikles en transparent, bæredygtig og langtidsholdbar model for finansiering af forskning gennem såvel basismidler som eksterne midler. Som led heri skal udvikles en fælles, ensartet model for opgørelse af indirekte omkostninger.
- Anbefaling 3: Det skal undersøges, hvilke konsekvenser ændringerne i forskningsfinansiering har for udbuddet og kvaliteten af forskningsbaseret uddannelse.
