Et roligt hav af grånende og hvide hårtoppe bølger række efter række frem mod tre video-storskærme på endevæggen i Tivoli Congress Hall. Knap 700 Realdaniamedlemmer og ledsagere er mødt til valghandling, underholdning og middag. Otte kandidater skal tale deres sag, syv skal vælges, og én skal vælges fra.
Realdanias filantropiske bedrifter toner knejsende frem i høj opløsning på storskærmene, mens en summen af modne stemmer tålmodigt konverserer hinanden. Det irgrønne kobbertårn på Christianshavnersiden på Knippelsbro rummer ét af de støttede projekter indenfor Realdanias geografiske valgområde 1.
På hver plads ligger Realdania-boljser, -myslibar og Politikens ’Turen går til Realdania’ side om side med kandidatlisten og programmet for aftenens valgmøde. Efter kandidattalerne er der afstemning og indlæg fra tv-lægen, DRs sundhedsreporter Peter Qvortrup Geisling, der – viser det sig – har en parallel karriere som stand-up-komiker.
Bestyrelsen har hyret en dirigent til at styre programmet og spørgsmålene fra medlemmerne: ”Godaften, mit navn er Klaus Bundgaard Poulsen.”
Det er ham fra tv-avisen på DR1, fortæller han selv og ryster et par jokes om besparelserne i DR ud af ærmet, så det klukker godmodigt under de gråstænkte bølger i salen.
Stemningen er dermed lettet, og publikum er klar til første punkt på programmet – en overflyvning over ’Realdanias aktuelle situation’ ved bestyrelsesformand, Michael Brockenhuus-Schack og administrerende direktør, Jesper Nygård.
Valghandlingen i dag er en vigtig del af, at vi er samlet som forening.
Michael Brockenhuus-Schack – bestyrelsesformand, Realdania
Brockenhuus-Schack er Realdanias øverste chef. Det er ham, der som formand for bestyrelsen er med til at hyre og fyre direktionen. Og det også ham, der styrer og leder det 109 mand store repræsentantskab, hvortil aftenens valgområde skal vælge repræsentanter til syv sæder.
Formanden fortæller om nogle af de 697 igangværende projekter rundt om i landet: Malthallen i Ebeltoft, vandreruten Camønoen på Møn. Bofællesskaberne for ældre, som nu findes syv forskellige steder i landet. Og bo-trygt-kampagnen med Trygfonden, som er hovedaktionær i forsikringsvirksomheden Tryg A/S.
Realdania har for længe siden lagt sin finansielle virksomhed bag sig, understreger formanden og lægger afstand til Danske Bank-koncernen, hvori den gamle realkreditvirksomhed indgår i dag:
”I dag har vi intet at gøre med hverken realkreditvirksomhed eller bankdrift,” siger Michael Brockenhuus-Schack med et eftertryk, der bliver modtaget med smil af en stor del af de mange tilhører i salen. Ingen forbindelser til hvidvask her.
Mange af medlemmerne har netop deres medlemskab i Realdania, fordi de havde finansieret deres bolig i Realkredit Danmark, da selskabet blev solgt. De skulle dengang sige ja til fortsat at være medlem af den nu filantropiske forening. Og det er på dén historiske baggrund, at mange har fået deres invitation til aftenens begivenhed.
”Valghandlingen i dag er en vigtig del af, at vi er samlet som forening. I år er der kampvalg i alle de tre geografiske valgområder, hvor der er repræsentantskabsvalg. Jeg ønsker alle de opstillede kandidater et godt valg,” slutter bestyrelsesformanden.
Som samlet forening arbejder Realdania både for de nuværende og de kommende generationer.
Jesper Nygård – administrerende direktør, Realdania
Farverig filantropi
Adm. direktør Jesper Nygård, rejser sig fra panelet på scenen og går på talerstolen. Storskærmene zoomer ind på Realdanias kendte ansigt udadtil. På jakkesættets revers lyser to pins op: øverst den runde med farver i FN’s verdensmål og nedenunder fodboldklubben Brøndsbys blå-gule emblem. Det er verdensmålene i hjernen og Brøndby i hjertet, som han plejer at forklare. Det er samtidig billedet på den intellektuelle filantrop, der favner folkeligt og griber tilhørerne med sit nærvær.
”Realdania er en almennyttig filantropisk forening. Vi er sat i verden for at dele penge og viden ud indenfor det byggede miljø og bredt i Danmark til gavn og glæde for mange mennesker. Det handler om livskvalitet.”
”Da vi blev etableret som forening i år 2000, havde vi en kapital på ca. 10,5 mia. kr. Gennem formueinvesteringer er der siden skabt afkast, som har gjort det muligt at uddele en samlet støtte på 18,2 mia. kr. til mere end 3.350 projekter. I den samme periode har vi haft privilegiet af at betale skat på i alt 4,4 mia. kr. Og ved udgangen af 2017 havde vi en egenkapital på 22,6 mia. kr.,” siger Jesper Nygård.
Tallene flyver udover salen og bliver blandt andre fanget af herren på den anden side af langbordet: ”Det er jo sindssygt mange penge,” hvisker han for sig selv.
Direktøren berører nænsomt valget af investeringsstrategi for den formidable frie formue.
”Som samlet forening arbejder Realdania både for de nuværende og de kommende generationer. Derfor skal vi sikre, at vi på lang sigt får et godt og et stabilt afkast i forhold til den risiko, vi tager på vores investeringer,” siger direktøren.
Det er via afkastet på formuen, at Realdania skal sætte sine primære filantropiske fodaftryk.
Det handler også om investeringsprofilen – hvorfor investerer man ikke mere klimavenligt?
Henrik Prætorius – medlem af Realdania
Efter rundflyvningen er der tid til lidt småsnak ved bordene. Folk skænker isvand fra kanderne. Herren over for hedder Henrik Prætorius. Egentlig var han ikke klar over, at han var medlem, men som låntager fra realkredittens tid blev hans nysgerrighed vakt i år, da han modtog invitationen. Han arbejder som videnskabsjournalist og kastede sig over en lille research om foreningen Realdania.
”Det er jo sindssygt mange penge. Det handler også om investeringsprofilen – hvorfor investerer man ikke mere klimavenligt?” siger han.
”Man må kunne dreje pengene over i noget der er mere klima- og miljørelevant. Men det hele handler meget om trivsel, virker det som om. Der er jo bare nogle problemer, der er så meget mere presserende. Fonde er glade for det med kultur, men jeg synes det er synd, hvis pengene skal gå til noget der bare er pænt,” siger han.
Solceller og hjemløse
Næste punkt på programmet er spørgsmål fra salen, tv-værten har informeret om, at alt bliver optaget, hvis der senere opstår tvivl. Han beder spørgerne sige deres navn – både kommentarer og spørgsmål er velkomne.
Og det er der en hel del, der gerne vil: En synes han mangler at høre noget om forurening – hvad gør Realdania ved det? En anden kommenterer spøgefuldt på Blox – han er særligt glad for tagetagen, ”for det er det eneste sted i byen, man ikke kan se den forbandede bygning.”
De fleste bemærker, at de er rigtig glade for det arbejde Realdania gør. En har udset sig en bevaringsværdig gammel bygning i København, som hun foreslår, at Realdania tager under sine vinger. En herre foreslår kort og kontant, at Realdania sætter solceller op på de bygninger, foreningen har med at gøre.
Og en kvinde vil vide, hvad Realdania gør for de hjemløse – særligt de unge hjemløse. ”De har også brug for et hjem,” siger spørgeren og høster stort bifald.
Jesper Nygård svarer blandt andet, at Realdania er en del af ’Hjem-til-alle-alliancen’ sammen med Bikubenfonden, som netop går ud på at bekæmpe hjemløshed. Svaret høster også bifald.
Alle spørgere får grundige svar, og ordstyreren tilbyder konsekvent en replik og sikrer sig, at hver spørger er tilfreds med svaret. Et par deltagere stiller meget konkrete spørgsmål, der minder om verbale ansøgninger. Også de spørgsmål turnerer direktøren imødekommende, forklarer lidt om, hvor man kan søge information om uddelingspolitikken, og alt det som Realdania ikke støtter. Og han opfordrer spørgerne til at komme op til panelet efter valget for at tale videre om mulighederne. Ingen bliver afvist eller hældt af brættet.
En herre vil vide, hvilke primære investeringsområder milliardformuen egentlig bliver investerer i:
Investeringsdirektør, Peter Johansen, fra Realdanias direktion forklarer: ”Vi er en klassisk dansk storinvestor i et globalt marked.” Størstedelen af pengene ligger i globale aktieporteføljer.
Kandidater vil bidrage
Da spørgelysten er tæmmet rykker programmet videre til selve valghandlingen. Realdanias advokat forklarer om vedtægterne, reglerne og selve valgproceduren. Herefter går aftenens hovedpersoner på talerstolen en efter en. Hver kandidat har tre minutter til at fortælle om sig selv og forklare, hvorfor salen skal stemme på vedkommende. Når lampen på talerstolen går fra grøn til gul til rød er taletiden slut, pointerer advokaten.
Hver kandidat bakkes op af sit cv på storskærmen bagved. Det er ikke folk med korte uddannelser, som bestyrelsen har valgt som deres kandidater. Alle har samfundsfaglige uddannelser på kandidatniveau. En enkelt har en fortid som sygeplejerske og har derfor erfaring med menneskelige relationer fra velfærdsstatens frontzone. Flere har siddet så længe på direktionsgangene, at det tilsyneladende falder dem svært at stoppe talestrømmen blot fordi den røde lampe lyser.
Også aftenens selvopstiller hører til samfundets top – det fortalte han, da vi dagen før ringede og spurgte, hvad der havde fået ham til at samle stillere og tage kampen op med bestyrelsens kandidater.
Troels Bülow-Olsen er 60 år og stoppede som administrerende direktør i Totalkredit for et halvt år siden.
”Jeg har været med til at finansiere boliger i hele Danmark, og jeg stiller op til valget, fordi jeg synes, at Realdania er en fantastisk mulighed for, at vi kan begynde at tænke på, hvordan vi skal bygge til fremtiden. Hvordan skal vi leve, hvordan skal vi bo, og hvordan skal vi arbejde med den stigende ensomhed. Det er selvfølgelig ikke Realdania, der skal bygge alt, men Realdania er det samlingspunkt, hvor man går sammen for at finde ud af, hvordan vi gør andelstanken 2030-værdig, så vi kan lave en ny måde at bo og leve på – for hele Danmark”
Selvom repræsentantskabet ifølge vedtægterne ikke har nogen formel kompetence i forhold til foreningens uddelinger, så er Troels Bülow-Olsen optimistisk i forhold til at få indflydelse på Realdanias strategi og projekter.
”Jeg tænker, at hvis man rækker hånden frem og siger, at man gerne vil bidrage med sin erfaring, så er der mulighed for at gøre det. Jeg synes, at Realdania er et flagskib i Danmark, og jeg håber og tror på, at jeg via repræsentantskabet kan være med til at påvirke udviklingen i forhold til, hvordan vi lever og bor.”
Vi har aftalt at tales ved efter valget for at høre, hvordan han har oplevet at stille sig op som den nye dreng i klassen blandt kandidater, hvoraf nogle af dem allerede har siddet 8 år i repræsentantskabet.
Tilbage på talerstolen fortæller de øvrige kandidater også om deres meritter, kompetencer og de mærkesager eller emner, som de gerne vil arbejde videre for i repræsentantskabet.
At dømme efter talepointerne i deres valgoplæg føler de erfarne repræsentanter tilsyneladende, at de faktisk har noget at skulle have sagt på de filantropiske områder. I hvert fald kan repræsentantskabsmedlemmernes honorar på 30.000 kr. årligt inklusive diæter formentlig ikke være den eneste motivationsfaktor for kandidaterne hvis lønrammer alle er defineret af stillinger som administrerende direktører eller afdelingsledere.
Lægens bord som stand up comedy
Det er blevet tid til at sætte krydser, mindst fem kandidater skal der sættes kryds ved, inden stemmesedlerne bliver samlet ind i plastikbokse. Realdanias uafhængige revisorer er til stede for at sikre, at alt går korrekt for sig, og der ikke snydes med optællingen. I ventetiden indtager aftenens underholdningsmæssige højdepunkt scenen: Peter Qvortrup Geisling fortæller om sundhed.
Der går ikke 30 sekunder før salen skråler af latter. Den nordjyske læge leverer kindheste og karikaturer af den nordsjællandske elites spisevaner, og det stigende fokus på slanke kroppe.
Imellem de faktuelle informationer om udviklingen i den gennemsnitlige levealder og de hyppigste dødsårsager, præsenterer lægen sin samling af ’journalbrokker’ – udpluk fra lægejournaler, der alle lader sig misforstå i feltet mellem det lumre og det sjofle. Vittighederne falder med en timing, som da Monrad og Rislund huserede på Damhuskroen.
”Efter operationen frarådes samleje i tre måneder, husmoderafløser anbefales,” lyder en af brokkerne.
Men der er også alvorlige opfordringer om stress og dagliglivets prioriteringer: ”Tag jeg selv alvorligt, stop op og find ud af, hvad der er vigtigt for jer.” ”Livet er kort”. ”Nyd naturen og få motion.”
Det er nemlig ikke gennem vores mad, at vi kan få et længere liv. Derimod er det rygning, alkohol og mangel på motion, der tager flest måneder af levealderen, fortæller showdoktoren. Ikke desto mindre stiller Realdania rigelige mængder vin til rådighed under middagen lige om lidt, joker han.
Inden da er valgresultatet klar: 374 gyldige stemmer og 26 ugyldige. Aftenens selvopstiller er valgt ind på bekostning af en enkelt af bestyrelsens kandidater. Middagen kan begynde.
Buffetbordene bugner i foyeren i Hotel Tivoli. Jørn Buch Hansen nyder maden stående ved et af de høje caféborde. Han er taget til valgaften for første gang, selvom han har været medlem fra realkredittens tid.
”Det er rigtig godt, at Realdania overhovedet taler om demokrati. Og det er vigtigt, at de kommer med en ærlighed om, at Realdania kun kommer med delfinansiering til projekterne. Der skal være flere med til at løfte. Jeg synes, de gør et rigtig godt stykke arbejde – der er tydelig sammenhæng mellem det, de drømmer om, og det de siger, og det de gør. Det er stort,” siger Jørn Buch Hansen, der er gået på pension fra en stilling i juridisk afdeling i Danske Banks hovedsæde.
Stillerne var en udfordring
Valgte kandidaterFølgende kandidater blev valgt til Realdanias repræsentantskab fra valgområde 1:
- Anne Marie Oksen, bestyrelsesformand, Kbh. V
- Christian Høgsbro, adm. direktør, Kbh. S
- Elsebeth Stærmose Krogh, afdelingsleder, Kbh. K
- Gerti Axelsen, bygge- & udviklingschef, Kbh. K
- Mette Kynne Frandsen, adm. direktør, partner, Frederiksberg
- Suzanne T. Estrup, advokat & mediator, Nordhavn
- Troels Bülow-Olsen, direktør, Kbh. K
Et par dage efter begivenheden evaluerer selvopstiller Troels Bülow-Olsen sin indsats med at blive valgt ind i repræsentantskabet. Han har gjort brug af sit store netværk for at finde stillere. Og han er lykkedes med at få sit budskab igennem foran knap 700 mennesker. Det er i sig selv to bedrifter, som ikke er for hr. og fru Danmark, forklarer den forhenværende administrerende direktør i Totalkredit.
”Jeg havde i september måned arbejdet hårdt for at finde de nødvendige stillere, så jeg kunne opstille til valget, og det var lige før, jeg opgav dette mål og kastede håndklædet i ringen, men jeg ville tage udfordringen op og gå efter at blive valgt. Hvis jeg alene skulle have fundet stillere indenfor valgområdet, havde jeg ikke kunne finde nok.”
”Jeg glæder mig til at komme tættere på Realdania og håber, at jeg kan være med til at skabe yderligere grobund for at bruge et af Danmarks betydende fyrtårne, Realdania, til at skabe idéer for, hvordan vi i fremtiden skal bygge, bo og leve, i det scenarie, jeg vil tillade mig at kalde ‘making dreams of homes happen’.