Et af EU’s rådgivende organer – Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) – har offentliggjort sin første udtalelse om filantropiens verden. Formålet med udtalelsen er at udforske hvilke tiltag der kan facilitere en mere organiseret og fri filantropisk indsats i EU.
Med udtalelsen sætter udvalget fokus på at fuldbyrde filantropiens potentiale til at sikre EU-værdier som sammenhængskraft og social retfærdighed. I den forbindelse opfordrer udvalget medlemslandene til at etablere et gunstigt miljø for filantropien og anerkende den værdi, fondene bidrager med.
De europæiske fondsorganisationer European Foundation Centre (EFC) og Donor and Foundations Network in Europe (DAFNE) bakker op om udtalelsen og ser den som et vigtigt skridt i retningen mod et indre marked for filantropi i EU.
“Vi er glade for, at europæisk filantropi får denne form for anerkendelse, og vi ser frem til at udnytte hele vores potentiale, hvilket betyder, vi kan spille en endnu større rolle i forhold til de kritiske udfordringer, samfundet nu står over for,” siger direktør for EFC, Gerry Salole, i en pressemeddelelse.
“EØSU’s opfordring til at anvende EU’s markedsprincipper inden for filantropi er uundværlig i forhold til at låse op for dets fulde potentiale,” tilføjer Max von Abendroth, direktør for DAFNE.
Danmarks Fonde har tidligere beskrevet de to fondsorganisationers arbejde for et fælles marked for filantropi. I Danmark er Fondenes Videnscenter medlem af DAFNE. Sammen med EFC har DAFNE stiftet Philanthropy Advocacy, der forsøger at repræsentere sektorens 147.000 fonde og 60 mia. euro i uddelinger.
‘Udtalelser’ er ikke-bindende erklæringer som en lang række EU-institutioner kan udgive. Du kan læse hele EØSU-udtalelsen på dansk her (Word-dokument).