Kvanteinformationsdeling, regnskovens biologiske rigdom, mikroskopi af fødevarer, kosmisk støv og miljøvenlige kompositmaterialer. Emner som disse bliver omdrejningspunkt for 21 forskere, der netop har modtaget mellem 7,5 mio. kr. og 10 mio. kr. fra Villum Fonden til at skabe egne, selvstændige forskerprofiler. Med bevillingerne bliver forskerne en del af Villum Young Investigators Programme, oplyser fonden i en pressemeddelelse.
“Vores strategi er baseret på en grundlæggende tro på, at ypperlige videnskabsfolk udfører fremragende forskning. Derfor har vi med Villum Young Investigator Programme fokus på at støtte de allerbedste unge talenter og bidrage til at give dem de bedste muligheder og rammer for at udfolde sig og opbygge egne forskergrupper de kommende år – og derigennem yde et væsentligt bidrag til teknisk og naturvidenskabelig forskning,” siger Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villum Fonden.
Blandt de 21 nye Villum Young Investigators er forskere fra hele verden, som er ansat på Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet. Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.
”Som almennyttig fond er det vores ambition og privilegium at kunne bidrage til at etablere, udvikle og fastholde et internationalt forskningsmiljø i Danmark – i tæt dialog og samklang med universiteterne,” siger Thomas Bjørnholm i pressemeddelelsen.
Villum Young Investigator-programmet bevilgede midler for første gang i 2012 og har siden da støttet i alt 150 unge forskertalenter med knap 1 mia. kr.
Det nye hold af Villum Young Investigators blev hædret ved Villum Fondens årlige uddeling af Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig forskning den 23. januar 2019 i Det Kongelige Bibliotek i København.