Programmet fra Novo Nordisk Fonden er det eneste af sin art i Danmark, og det skal give de studerende indblik i pitching, forretningsudvikling og andre kundskaber hjulpet på vej af en række amerikanske eksperter i et af verdens førende innovationsmiljøer, Silicon Valley, USA.
Det oplyser Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers er glad for projektet, som han mener vil gavne Danmark:
"Det er rigtig godt, at de studerende tager ud i verden og får nye ideer og inspiration. Det gør dem stærkere og klogere, og Danmark rigere. Derfor er det her projekt fremragende – Silicon Valley vil inspirere og udfordre de studerende, så de fremover vil se på udfordringer og løsninger på nye måder," siger Tommy Ahlers i en pressemeddelelsen.
Idéen med programmet er at skabe en kobling mellem forskning og forretningstænkning, forklarer Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden:
”Danmark har behov for, at der er flere, der ønsker at blive entreprenører. Gennem dette program ønsker Novo Nordisk Fonden at bidrage til, at flere studerende opnår interesse for forskning med kommercielt mål samt opnår indsigt i og kompetencer inden for innovation og forretningsudvikling og på den baggrund vil vælge en karrierevej som entreprenører.”
De første studerende sendes efter planen afsted i august 2019. I alt op til 20 studerende – fem per semester – kan over de kommende to år få betalt et virksomhedsprojekt i Silicon Valley. De studerende vælges på baggrund af ansøgninger i åben konkurrence. Novo Nordisk Fonden forventer at åbne for ansøgninger i januar 2019. Udover at dække huslejen i Silicon Valley betaler fonden også et stipendium, der skal dække øvrige omkostninger ved opholdet.
Programmets officielle navn er International Innovation Project, og det er udviklet med Innovation Center Denmark, Silicon Valley, som er et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet.