Efter alt at dømme bliver der en regning at betale efter Midtjydsk Skole- og Kulturfonds ulovlige renovering af Skulpturparken i Herning. Spørgsmålet er, hvor stor den bliver, og hvor den lander. Fra et fondsperspektiv er sagen principiel, fordi den handler om bestyrelsesmedlemmernes personlige ansvar for fondens aktiviteter.
Over for presse og myndigheder har Midtjydsk Skole- og Kulturfond tidligere forklaret, at den satte gang i renoveringen af Skulpturparken i sommeren 2016, fordi fondens rådgiver, professor og landskabsarkitekt Steen Høyer, havde meddelt, at en renovering ikke krævede tilladelse fra fredningsmyndigheden. Men den udlægning kan Steen Høyer ikke genkende.
”Nej, det er jeg bestemt ikke enig i. Og jeg har i øvrigt ikke været orienteret om, hvornår og hvordan projektet gik i gang derovre. Jeg blev spurgt, om jeg kunne komme med nogle gode råd som æstetisk rådgiver, men min rolle har jo kun omfattet spørgsmålet om parkens udseende,” forklarer Høyer.
Høyer: Kulturstyrelsen bekræftede fredning i foråret 2016
Steen Høyer er tidligere medlem af Slots- og Kulturstyrelsens Det Særlige Bygningssyn, som er myndighedernes rådgivende udvalg i sager om fredning på det bygningskulturelle område. Han har derfor stor erfaring med fredningsspørgsmål. Det undrer Steen Høyer, at Midtjysk Skole- og Kulturfond kan have været i tvivl om, at det krævede en tilladelse fra myndighederne, før man lovligt kunne gå i gang med renoveringen af den fredede skulpturpark i sommeren 2016.
”Omfanget af Skulpturparkens fredning var der en smule tvivl om tidligt i forløbet. For tidligere sager viser, at haveanlæg generelt ikke kan fredes i sig selv. Men i sommeren 2016 er der ikke tvivl mere, for allerede i foråret eller forsommeren 2016 får vi fredningspapirer frem fra Slots- og Kulturstyrelsen. Deri står blandt andet, at området er fredet, selvom skulpturerne ikke er. Derfor må jeg så i gang med at lave en ansøgning,” fortæller Steen Høyer.
Når bygherren ikke har bedt mig om at have et samlet ansvar, som indbefatter kontakt til ingeniører, arkitekter, leverandører og håndværkere, så kan jeg vel ikke være ansvarlig for, hvad der foregår.
Steen Høyer – professor og landskabsarkitekt
Også selve arbejdsfordelingen i projektet gør det ifølge Høyer svært at påstå, at han skulle have et ansvar for den ulovlige renovering. Han bor selv nord for København og har derfor ikke haft føling med det praktiske arbejde omkring istandsættelsen i Herning.
”Jeg kan ikke se, at jeg kan have noget ansvar i den position, jeg har fået i sagen. Jeg har ikke engang set det derovre. Jeg har været derovre én gang i oktober 2016. Men det var på eget initiativ. Fordi jeg tænkte, jamen, hvad sker der nu? Er de gået i gang, og hvordan ser det ud? Set fra mit perspektiv lå planerne for projektet på det tidspunkt jo ikke engang færdige,” fortæller Høyer.
I stedet mener han, at Midtjydsk Skole- og Kulturfond som bygherre og leder af projektet må påtage sig det overordnede ansvar.
”Hvem styrer projektet? Det har ikke været mig. Det er en lille gruppe, som Midtjydsk Skole- og Kulturfond har nedsat. Og når bygherren ikke har bedt mig om at have et samlet ansvar, som indbefatter kontakt til ingeniører, arkitekter, leverandører og håndværkere, så kan jeg vel ikke være ansvarlig for, hvad der foregår – slet ikke, når jeg ikke er orienteret om, hvor og hvornår arbejdet foregår. Det har jeg meget svært ved at forstå,” siger Steen Høyer.
Regning kan ende hos bestyrelsesmedlemmer
Enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen, Merete Lind Mikkelsen, fortæller, at styrelsen hurtigst muligt tager stilling til, hvordan fredningsværdierne i Skulpturparken bedst kan genoprettes. Herunder om de nye trapper, ramper og stisystem kan forblive, eller om de skal fjernes igen, så udtrykket fra den oprindelige park træder tydeligere frem.
Spørgsmålet har afgørende betydning for størrelsen på regningen efter den ulovlige renovering. En regning som i udgangspunktet vil blive sendt til Midtjydsk Skole- og Kulturfond.
Midtjydsk Skole- og Kulturfond har dertil forklaret, at fonden ikke har flere penge og derfor ikke kan betale en eventuel regning. Men i den situation kan pengene ende med at skulle hentes i bestyrelsesmedlemmernes privatøkonomi, medmindre ansvaret for renoveringen kan vises at ligge hos en eventuel rådgiver. Det har ekspert i fondsbestyrelsers erstatningsansvar, advokat Søren Bergenser, tidligere forklaret.
Slots- og Kulturstyrelsen: Vi forhandler ikke
Danmarks Fonde har talt med næstformand i Midtjydsk Skole- og Kulturfond, Johs. Poulsen om de nye oplysninger fra Steen Høyer. Men han ønsker ikke at forholde sig til Steen Høyers udtalelser. Tidligere har Johs. Poulsen dog udtalt til Herning Folkeblad, at han ser frem til den videre proces i sagen, hvor Skulpturparkens endelige udtryk skal fastlægges.
”Det skal nu afklares i en forhandling med styrelsen, og det har vi allerede sat kaffen over til,” udtalte Johs. Poulsen således til Herning Folkeblad den 6. september 2018.
I Slots- og Kulturstyrelsen er enhedschef, Merete Lind Mikkelsen, dog ikke helt enig i den udlægning:
“Vi indgår gerne i en dialog med Midtjydsk Skole- og Kulturfond, hvor vi kan snakke om de forskellige muligheder for en tilfredsstillende løsning. Men vi indgår altså ikke i forhandlinger,” præciserer Mikkelsen.