Lene B. Oddershede kommer fra en stilling som professor i fysik ved Niels Bohr Instituttet i København. Derudover leder hun det tværvidenskabelige Center for Stamcelledynamik (StemPhys), der er et af Grundforskningsfondens Centers of Excellence. Hun modtog i 2015 Eliteforsk-prisen, der årligt uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet til fem danske forskere under 45 år i international særklasse.
”Jeg glæder mig til at være med til at styrke forskningen inden for de naturvidenskabelige og tekniske videnskaber. Som forsker har jeg arbejdet i grænseområdet mellem fysik, medicin og biologi, og jeg håber, at jeg kan bruge min viden fra både national og international forskning til at sikre, at Novo Nordisk Fonden støtter formål, hvor der kan opnås banebrydende resultater til gavn for mennesker og samfundet,” siger Oddershede i en pressemeddelelse fra Novo Nordisk.
Ansættelsen af Oddershede er en del af Novo Nordisk Fondens strategiske satsning, som den løftede sløret for i juni i år. Her meddelte fonden, at den planlægger at firedoble sine årlige udbetalinger op til fem milliarder kroner årligt i 2023 og samtidig udbrede sin støtte til flere områder.
”Lene B. Oddershede er blandt de bedste og mest innovative forskere inden for sit felt. Med hendes store viden, ekspertise og erfaring står Novo Nordisk Fonden stærkt rustet til at øge sin støtte til naturvidenskabelig, teknisk videnskabelig og interdisciplinær forskning, der har potentialet til at understøtte udvikling inden for sundhed og bæredygtighed,” uddyber Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden, i pressemeddelelsen.
Lene B. Oddershedes titel ved Novo Nordisk Fonden bliver Head of Natural and Technical Science Research and Interdisciplinarity.