Lene Volke Roesen er udnævnt til ny direktør for Civilstyrelsen, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
”Lene Volke Roesen kommer som ny direktør i Civilstyrelsen til at stå i spidsen for en styrelse, der har stor betydning for borgere, fonde og myndigheder. Hun skal være med til at sikre, at styrelsen opleves som imødekommende, effektiv og kompetent,” skriver ministeriet i pressemeddelelsen.
Civilstyrelsen er fondsmyndighed for de ikke-erhvervsdrivende fonde og har samtidig ansvaret for offererstatning, fri proces og for de centrale it-systemer med Danmarks love og regler.
Lene Volke Roesen er 48 år og er uddannet som jurist i 1996. Hun kommer fra en stilling som stabschef i Syd- og Sønderjyllands Politi og har tidligere blandt andet været vicepolitidirektør i Sydøstjyllands Politi og kontorchef i Justitsministeriets departement.
Lene Volke Roesen tiltræder stillingen den 1. april 2019.