Fondenes Videncenter ønsker at opnå en position som den samlende organisation for fonde og fondslignende foreninger i Danmark. Det fremgår af den nye handlingsplan, som den 28. februar blev præsenteret på foreningens generalforsamling.
Men selv om etableringen af den første fondsforening er blevet fulgt med stor opmærksomhed i fondsdanmark, så er der nu 14 måneder efter stiftelsen kun kommet ganske få nye fonde med i inderkredsen af landets uddelingselite.
Samtidig efterlyser flere mindre og mellemstore fonde et forum for erfaringsudveksling og samarbejde på uddelingsområdet. Hvilket netop er det ene af to hovedformål med stiftelsen af Fondenes Videnscenter.
Centrets sekretariatschef, Hanne Rasmussen har ikke tal på, hvor mange fonde og filantropiske foreninger, der indtil videre har vist interesse for et medlemskab, men hun påpeger, at 2018 har været et etableringsår.
”Vi har jo primært brugt det første år på at bygge op, og vi har ikke været ude at slå på tromme for medlemskab eller jagtet nye medlemmer. Vi fokuserer på at få de ting, vi har planlagt at lave, op at køre. Sådan at vi giver en reel værdi for vores medlemmer og for nye medlemmer,” siger Hanne Rasmussen og understreger, at en stor del af videnscentrets arbejde også går ud på at øge det generelle vidensniveau om fonde i samfundet.
”Vi skal være til rådighed ikke kun for fondene, men for alle som har en faglig interesse i fondssektoren,” siger hun.
Elite og bredde
De nuværende medlemmer af Fondenes Videnscenter udgør med få undtagelser toppen af fondsdanmark: De største erhvervsdrivende fonde, som A.P. Møller Fonden og Novo Nordisk Fonden er med. De største almene fonde som Villum Fonden og 15. Juni Fonden er med. Og de største filantropiske foreninger som Realdania og Trygfonden er med.
Ifølge Fondenes Videnscenters nye quickguide står de nuværende medlemmer for 75 pct. af de almennyttige uddelinger i Danmark. Men målt på antallet af donationer står de 25 mest uddelende fonde kun for 13 pct. af de godt 87.000 stk. bevillinger, som i 2017 tilfaldt små og store almenvelgørende formål i Danmark.
Og ser man på antallet af uddelende fonde, så udgør foreningen mindre end 1 pct. af de 4.629 fonde, som ifølge Danmarks Statistik er aktivt uddelende.
Siden centret blev stiftet i december 2017, er der kun optaget fire nye fondsmedlemmer i Fondenes Videnscenter. Og siden sommeren 2018 er der ikke kommet nye medlemmer i foreningen. Men det skyldes ikke, at de store toneangivende fonde ønsker at være alene om at tegne fondssektoren i Danmark, fortæller Hanne Rasmussen.
”Nye fonde er meget velkomne i foreningen. Vi har valgt at vente med at intensivere indsatsen for at få nye medlemmer. Det hænger sammen med, at vi rigtig gerne vil sørge for, at der er noget indhold og relevans for medlemmerne. Altså at der er et godt tilbud til dem,” siger Hanne Rasmussen og understreger, at centret allerede har flere tilbud, som er interessante for en bredere kreds af fonde.
”Vi er nået et stykke ad vejen og noget af det, vi allerede tilbyder, og som vi ved, at der er en interesse for, er den videndeling og de netværk, som vi har. Derudover har vi seminarer og workshops, som går i dybden med forskellige temaer. Det er noget, som er interessant for mange, og som jeg håber vil gøre endnu flere interesseret i at deltage,” siger hun.
En af de fonde som godt kunne tænke sig bedre samarbejde mellem fondene er Jascha Fonden, som uddeler godt 20 mio. kr. årligt. Det forklarede fondens bestyrelsesformand, Anette Følsgaard, i sidste udgave af nyhedsbrevet Danmarks Fonde:
”Et formaliseret samarbejde på tværs af de små og mellemstore fonde kunne gøre det muligt at løfte større projekter i flok og guide ansøgere videre til andre relevante fonde,” sagde Anette Følsgaard.
På den baggrund har Fondenes Videnscenter taget kontakt til Jascha Fonden for at blive klogere på de små og mellemstore almene fondes behov.
”Vi tager det op med dem nu og får en dialog med Jascha Fonden for bedre at forstå, hvad der er deres ønsker og behov. Det er en del af et arbejde, som vi har planlagt til senere på året, men nu er der en oplagt mulighed for at gøre det. Det handler om at fylde rammerne for centerets arbejde ud og sikre at der er en værdi både for nuværende og kommende medlemmer,” siger Hanne Rasmussen.
God fondsledelse er optagelseskriterium
For at blive medlem i Fondenes Videnscenter skal en fond dels være uddelende og dels skal den redegøre for Anbefalingerne for god Fondsledelse. Redegørelsen er i forvejen lovpligtig for de ca. 1.360 erhvervsdrivende fonde, mens der ikke er nogle krav til de almene fonde eller de fondslignende foreninger. Og ifølge Hanne Rasmussen har der været behov for at præcisere i vedtægterne, præcis hvad nye medlemmer skal gøre for at opfylde kriteriet:
”På generalforsamlingen blev der besluttet en vedtægtsændring om god fondsledelse. Foreningen mener at god Fondsledelse er vigtig. I den dialog, vi har haft med potentielle nye medlemmer, har vi oplevet, at det var vigtigt at tydeliggøre for omverdenen de forventninger, vi har til nye medlemmer. Præciseringen betyder, at man ved indmeldelse skal redegøre for, hvordan man har sin praksis for Anbefalingerne for god Fondsledelse. Princippet er følg eller forklar.”
Reglerne om god Fondsledelse blev indført med den nye erhvervsfondslov og har været gældende fra 2015. Undersøgelser har dog vist, at mange af de mindre erhvervsdrivende fonde har haft svært ved at forstå de enkelte anbefalinger og at opfylde redegørelseskravet. Og Erhvervsstyrelsen har efter to år revideret vejledningen for at få flere fonde til at redegøre korrekt. Og videnscentret står også klar til at vejlede almene fonde i at redegøre for anbefalingerne, såfremt de ønsker optagelse i fondsforeningen.
”Hele idéen med at have kravet i vedtægterne er at fremme bevidstheden om God Fondsledelse. Og hvis man ikke har erfaring med God Fondsledelse, så hjælper vi gerne til i processen. Døren er åben. Og vi vil meget gerne have flere medlemmer,” siger Hanne Rasmussen.