En statslig spareøvelse samt inspiration fra et udansk gave-sociologisk tankesæt. Det er blandt de historiske årsager til, at de private forskningsfonde i dag bliver mødt med stigende krav om at dække universiteternes administrative og indirekte omkostninger ved fondsstøttet forskning.
Det fortæller fondsforsker ved Center for Civilsamfundsstudier på CBS, professor Anker Brink Lund.
”Historisk set er fænomenet overhead importeret fra de angelsaksiske lande. I USA er det ikke ualmindeligt, at man kræver over 100 pct. i overhead ved ekstern finansiering. Det sker ud fra en betragtning om, at man gør donor en tjeneste ved at være vært for projektet,” siger han.
Anker Brink Lund har sammen med sin kollega Christian Edelvold Berg forsket i private fondes bidrag til samfundet gennem støtte til den offentlige forskning. I bogen ’Dansk Fondshistorie’, som sidste år blev udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag, belyser de to forskere blandt andet udviklingen i fondenes bidrag til videnskabelige formål i Danmark fra 1901 til 2015.
Anker Brink Lund forklarer, at man kan anlægge to forskellige synsvinkler, når man diskuterer fondenes dækning af forskningsinstitutionernes indirekte omkostninger ved den fondsstøttede forskning.
”I et universitets optik er der tale om en høj grad af gensidighed, fordi donor kan definere nogle rammer for forskningen, som universitetet kan beslutte at lægge ryg til eller ej,” siger Anker Brink Lund med henvisning til den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss (1872-1950).
Ud fra en gave-sociologisk betragtning er en fondsbevilling for universitet ikke kun en envejsrelation. Ifølge Mauss er en gave forbundet med en form for magtudøvelse. Og ud fra den betragtning forventer universiteter i f.eks. USA at få noget igen for at lade forskningen udføre på deres universitet.
”Udover at få omkostningerne til selve forskningsprojektet dækket, forventer universitetet også, at fonden betaler for den herlighed, det er at få forskningen udført på f.eks. Harvard. Mig bekendt har dette synspunkt aldrig været fremført i Danmark,” siger Anker Brink Lund.
Ingen overhead i fundatser
Den danske fondstradition står i modsætning til den angelsaksiske gaveforståelse af fondsstøttet forskning, fortæller Anker Brink Lund. Det skyldes, at fonde i Danmark er underlagt fundatser, hvor stifter en gang for alle har bestemt de formål, som pengene skal gå til.
”Jeg kender ingen fonde, der har det stående i deres fundats, at de skal støtte uspecificeret administration. Derimod har de fleste fonde flere ligestillede formål, f.eks. forskning, sociale formål eller kunst, og der findes meget få rene forskningsfonde. Ud fra den betragtning er det dybest set på kant med fondslovgivningen at give penge til overhead, hvis det ikke er konkret begrundet og velspecificeret, da der ikke umiddelbart er hjemmel til det i fundatsen. Ifølge denne oprindelige danske tradition har de private fonde dog typisk accepteret ca. fem procent i administrationsbidrag,” siger han.
Imellem disse to meget forskellige måder at anskue problemstillingen står den statslige tilgang til finansiering af forskning via de offentlige puljer i Forskningsrådene. Og via de statslige fonde som Danmarks Grundforskningsfond og Innovationsfonden.
”Hele denne ulykkelighed er startet fordi de statslige forskningsråd for mange år siden indførte en fast procentvis overheadtakst. De statslige fonde accepterede, at der var en eller form for omkostning ved at modtage forskningsmidler. Historien om den udvikling forklarer ganske godt, hvorfor overheadproblemet er blevet så besværligt i dag, ” siger Anker Brink Lund.
Da staten i slutningen af forrige århundrede skulle spare penge på de offentlige budgetter, gjorde man det på forsknings- og uddannelsesområdet ved at reducere en række af de direkte bevillinger til universiteterne. Til gengæld indførte man overheadpenge på konkurrenceudsatte forskningsmidler.
”Derved gav man i virkeligheden universiteterne mulighed for at konvertere en direkte besparelse på grundbevillingen til en højere dækning fra de statslige forskningsfonde i form af en overheadprocent” siger Anker Brink Lund.
Den takst er siden vokset, og i dag dækker de statslige fonde som Danmarks Grundforskningsfond 44 pct. af bevillingen til indirekte omkostninger.
”Med den overheadprocent i hånden vender universiteterne sig til de private fonde og siger, nu skal I også betale en fast procent i overhead. Men fondenes fundatser er jo ikke blevet ændret, og desuden kan fondene jo almindeligvis ikke dække noget, som er uklart og uspecificeret,” siger Anker Brink Lund.
Han forklarer, at det budget- og omkostningsmæssige tankegods fra den statslige centraladministration siden er blevet forstærket på universiteterne.
”Udviklingen med overheadpenge er altså startet i finansministeriet og er siden blevet implementeret i regnskabsmodellerne på universiteterne. Men det er en rød klud for fondene, som jo ikke mener, at de skal fylde hullerne ud efter offentlige besparelser,” siger Anker Brink Lund.
