Industriens Fond uddelte 255,5 mio. kr til det danske erhvervsliv i 2018. Pengene gik til at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne som led i en ny strategi, der blev vedtaget i året.
”Med den nye strategi vil Industriens Fond fortsat sætte fokus på erhvervslivets konkurrenceevne. Det er den som er omdrejningspunktet i de bevilligede projekter, og vi arbejder stadigvæk for at styrke danske virksomheders position på det globale marked,” siger Sten Scheibye, der er bestyrelsesformand i Industriens Fond, i en pressemeddelelse.
Strategien for Industriens Fond byder på nye fokusområder, der dækker internationalisering og videndeling samt teknologi og innovation.
I fondens nye strategi fremgår det, at konkurrenceevne skal forstås bredt, hvorfor uddelingerne også er blevet spredt ud over 50 projekter af meget forskellig karakter.
”Industriens Fond har sat mange nye projekter i gang. Uddannelses- og dannelsesprojektet Ultra:bit, et nyt bredt initiativ om servitization, og nye iværksættertiltag med fokus på blandt andet byudvikling, det maritime Danmark og rumteknologi. Bare for at nævne et par eksempler,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond i pressemeddelelsen.
Økonomisk set er fondens bestyrelse mindre glade for 2018, og resultatet for året der gik lander på -182,3 mio. kr mod et resultat på 2,5 mia. kr. i 2017. Det gode resultat i 2017 skyldes i høj grad et aktiesalg i Nykredit A/S.
Det negative resultat for 2018 kommer efter et svært fjerde kvartal på aktiemarkedet.
”Industriens Fond har en investeringsstrategi med en risikoprofil, der sigter på at give et langsigtet afkast til understøttelse af en årlig uddelingsramme i niveauet 250 mio. kroner. I 2018 udviste markedet for specielt globale aktier en væsentlig negativ udvikling, hvilket i væsentlig grad påvirkede det samlede realiserede afkast. Det ændrer dog ikke i fondens uddelingsambitioner og målet er derfor også at uddele i omegnen af 250 mio. kroner i 2019,” siger Thomas Hofman-Bang.
Som led i fondens nye strategi vil en stor del af bevillingsmodtagerne være at finde inden for smv-laget i dansk erhvervsliv, fortæller bestyrelsesformand Sten Scheibye .
”Fonden kommer i stigende grad til at fokusere på mindre og mellemstore virksomheder. De kan udnytte nye teknologier og innovative løsninger i større omfang end vi ser det i dag, og så kan de i højere grad tage del i den globale økonomi – både når det gælder eksport, men også i forhold til at få adgang til ny viden og relevante kompetencer. Det kan og skal fonden hjælpe yderligere med i de kommende år,” siger han.
Ved udgangen af 2018 havde fonden 123 aktive projekter. Du kan læse den nye strategi på industriensfond.dk/strategi-og-uddelingspolitik.