Louis-Hansen er navnet bag Coloplast A/S, som med 11.000 medarbejdere verden over producerer og sælger sygeplejeartikler inden for stomi, inkontinens og sårbehandling.
Med en ejerandel på ca. 11 pct. af aktiekapitalen i selskabet, og en bogført egenkapital på godt 13 mia. kr., er Aage og Johanne Louis-Hansens Fond blandt de 10 største fonde i Danmark.
De seneste år er antallet af modtagne ansøgninger til fonden steget, og sidste år blev ansøgningsantallet yderligere næsten fordoblet fra 888 til 1.613 modtagne ansøgninger. Det fremgår af fondens netop offentliggjorte årsrapport for regnskabsåret 2016/2017.
Fonden uddelte 180 mio. kr. til almennyttige formål fordelt på 448 bevillinger inden for fondens tre indsatsområder: Kunst & kultur, forskning & uddannelse samt sociale & velgørende initiativer.
Selvom antallet af imødekomne ansøgninger steg med godt en tredjedel i forhold til året før, betød den store ansøgningsfremgang, at fondens bevillingsprocent faldt fra 38 pct. til 28 pct.