Stillingen som sekretariatschef i Tuborgfondet er nu besat. Fra 1. april bliver det således Carlsberg Danmarks sponsorchef Peter Giacomello, der overtager tøjlerne i bryggerifonden.
Udover sin erfaring fra Carlsberg Danmark har Peter Giacomello i mange år været ansat på spillestedet Vega som bl.a. souschef. Han ser frem til at udvikle fonden yderligere, fortæller han i en pressemeddelelse:
”For mig er det en drøm, der går i opfyldelse. Tuborgfondet har været et af mine personlige fyrtårne i forhold til, hvordan vi kan gøre en forskel i samfundet, når gode kræfter, spændende ideer og fondsmidler finder sammen. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet og til at bygge videre på det, fondet har udviklet sammen med dygtige kolleger i sekretariatet og samarbejdspartnere,” siger Peter Giacomello.
Før årsskiftet meddelte nuværende direktør Anne-Marie Skov sin fratrædelse. Hun skal fremover være bestyrelsesformand i Tuborgfondet.
”Tuborgfondet har været igennem en omfattende modernisering de sidste år, og jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med Peter Giacomello og se fondet udvikle sig yderligere,” siger Anne-Marie Skov i pressemeddelelsen.
Anne-Marie Skov fortæller, at bl.a. Peter Giacomellos baggrund fra erhvervslivet har været en årsag til hans ansættelse:
”I ansættelsesudvalget har vi været igennem en lang og grundig proces med 300 ansøgere. Valget faldt på Peter, fordi han har en meget spændende baggrund fra både erhvervsliv og kulturelle organisationer. Han har været souschef og stedfortræder for direktøren i VEGA og siden 2008 ansat i Carlsberg Danmark, hvor han har haft det overordnede ansvar for porteføljen af sponsorater og partnerskaber. Han har således over årene opbygget et meget stort netværk i både erhvervsliv og civilsamfundsorganisationer, og det passer perfekt til vores strategi,” siger Anne-Marie Skov.
Anne-Marie Skov varetager ledelsen i Tuborgfondet frem til Peter Giacomello tiltrædelse d. 1. april 2019.