A.P. Møller Fonden deltog på folkemødet. Fonden, der ellers har gjort en dyd ud af sin lukkede form for åbenhed, engagerede sig endda aktivt i debatten om et af de for tiden mest presserende emner for fondsbranchen – nemlig spørgsmålet om fondenes indflydelse på retningen og hastigheden i folkeskolen.
Foran alle, der måtte være interesserede, tog sekretariatsleder i A.P. Møller Fonden, Hans Kristian Kristensen dialogen med to repræsentanter fra skolevæsenet: Er fondenes penge gratis? Tilhørerne fik tilmed et klart svar fra landets største fond. Arrangementet var anskuelsesundervisning i, hvorfor åbenhed, tilgængelighed og kommunikation er en fordel først og fremmest for den, der vover det.
Med meget enkle midler forklarede Hans Kristian Kristensen, hvad fonden gør, hvordan den gør det og hvorfor den gør, som den gør, når den uddeler skolemillionerne.
Og nej, fondens penge er ikke helt gratis, forklarede Hans Kristian Kristensen. For det er eksempelvis rigtigt, hvad Danmarks Lærerforening har påpeget: Fonden dækker ikke vikarudgifter, når lærere eller skoleledere kommer på efteruddannelse med støttemidler. Fonden forudsætter nemlig, at kommune og skoleledelse selv har styr på deres prioriteringer og omkostninger, når de siger ja til pengene. Klar tale, der effektivt flytter bolden over på støttemodtagernes – og kritikernes – banehalvdel.
Det kan godt være, at nogen oplever, at folkeskolemilliarden skævvrider folkeskolens prioriteringer eller belaster lærernes undervisning. Men efter A.P. Møller Fondens entre på debatscenen står det klart, at i så fald ligger ansvaret herfor ikke hos fonden. Det ligger et sted mellem staten, kommunalforvaltningerne, skolerne og deres lærere.
For det er her, man er uenige eller undlader at inddrage lærerne, inden fondsprojekterne bliver rullet ud over dem. Eller måske bare ikke kan finde ud af at sige ’nej tak’, når nu kommunalpolitikerne har besluttet at bruge mange ressourcer på strategisk fundraising.
A.P. Møller Fonden udviser en effektiv form for transparens, når ledelsen stiller sig frem og forklarer, hvad den gør. Den form for offentlig debat viste sig entydigt at være til fordel for fonden.
Det er simpelthen smart at forklare sig omhyggeligt til offentligheden. Og bedre rettidigt end senere.
Samfundsinteressenter og fondssprog
Men også for fonde, som længe har hyldet åbenhedsprincippet, var der læringspointer at tage med hjem fra årets fondsarrangementer.
Når folket spurgte til fondenes rolle i et demokratisk samfund, eller til grænserne for filantropien, så havde de svar på rede hånd. Således forklarede eksempelvis Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden, at de ligger helt i toppen, hvad angår transparens.
Men her begynder debatten at løbe lidt af sporet. For når 12-talsfondene, bruger ordet transparens, så taler de mest om Anbefalingerne for God Fondsledelse. En landvinding indført med den nye erhvervsfondslov. En modernisering. En succes.
Det er helt givet et rigtigt og væsentligt budskab. Især når budskabet råbes ind i fondssektorens eget ekkokammer. Men i folkets ekkodal på Bornholm giver det nok ikke megen genlyd.
Blandt fondenes donationsmodtagere og væsentligste interessenter i samfundet er transparens nemlig ikke umiddelbart lig med God Fondsledelse.
De fleste af fondenes donationsmodtagere ved vel knap, hvad God Fondsledelse er. Og deres oplevelse af transparens ville formentlig ikke ændre sig nævneværdigt, hvis de vidste, hvad begrebet dækker over:
Om bestyrelsen har vedtaget en forretningsorden, fastsat en aldersgrænse eller om bestyrelsesmedlemmer bliver evalueret en gang om året.
For de samfundsaktører, som interesserer sig for fondenes ambitioner om at forbedre samfundet, handler transparens om helt andre ting:
Hvad giver fondene penge til og hvordan beslutter de, hvor pengene går hen? Hvad er det for en forandring, som fondene ønsker i samfundet? Og hvad er det for et motiv, der ligger bag ønsket om den forandring?
Set fra den bredere offentligheds perspektiv tegner de tre spørgsmål en skillelinje for fondene i et moderne samfund. En skillelinje mellem de åbne eller lukkede fonde. Mellem de gode eller gedulgte fonde. Mellem fornemmelsen af skattebegunstigelse eller fornemmelsen af samfundsansvar.
Transparens eller transparens
Det er kun et par uger siden, at A.P. Møller Fondens direktør, Henrik Tvarnø, under en tale om erhvervsfondsledelse på CBS fik sagt, at han aldrig rigtig havde forstået idéen om mere transparens i erhvervsfondene. Og fonden er da også langt fra en duks i klassen hos Komitéen for God Fondsledelse.
Men pointen her er, at A.P. Møller Fondens engagement på årets folkemøde viste, at selv om man ikke ligger i toppen på de 16 anbefalinger, så kan man godt begynde at blive opfattet som en transparent fond. Man skal bare stille sig op på en offentlig scene og forklare, hvad man laver med sine fondsmilliarder.
God Fondsledelse er godt. Men over for offentligheden bliver det aldrig et redskab, fondene kan pleje deres image med. Derimod er det rigtig god fondshygiejne, hvis fondsbranchen kan skure de sidste store fonde rene, så de kan vises frem på holdet af fonde, der åbent og tilgængeligt tør forklare og forsvare, hvordan de uddeler deres penge.
Det er der efterhånden rigtig mange fonde, der kan og vil. Det store antal fondsarrangementer på Folkemødet er et vidnesbyrd om en række professionelle fonde, som gerne vil udbrede deres uddelingspolitikker og forklare, hvad de vil med deres støtte.
