På Fondenes Dag den 1. oktober præsenterede Jens Bager som bestyrelsesformand Poul Due Jensen Fonds internationalt orienterede filantropiske strategi inspireret af FN´s verdensmål om adgang til rent drikkevand. Nu er Jens Bagers dage som bestyrelsesformand i fonden ovre, selvom han tiltrådte i marts i år. Årsag: Uenighed i bestyrelsen om fondens strategi.
Jens Bager er ikke det eneste bestyrelsesmedlem, der forlader fonden. Også den tidligere næstformand Ingelise Bogason og det menige medlem Anne-Birgitte Albrechtsen har besluttet at træde ud af bestyrelsen, ligeledes på grund af uenighed om strategien for fonden.
I en kort pressemeddelelse fortæller Poul Due Jensens Fond på sin hjemmeside, at den inden for kort tid vælger ny formand og næstformand for bestyrelsen, ligesom den har igangsat en proces med at finde tre nye medlemmer. Fonden forventer, at de nye bestyrelsesmedlemmer er fundet inden for tre måneder. Når den er fuldtallig, består bestyrelsen af tolv medlemmer.
Poul Due Jensens Fond ejer hovedparten af pumpeselskabet Grundfos. Grundfos-arvingen Niels Due Jensen stod for at hente Jens Bager som formand, da Due Jensen selv trak sig som bestyrelsesformand i anledning af sin 75-års fødselsdag den 8. marts i år.
Nyhedsbrevet Danmarks Fonde har kontaktet Poul Due Jensens Fond, som ikke p.t. ønsker at uddybe den korte pressemeddelelse på fondens hjemmeside.
– Opdateret 18/10-2018 kl 09:15: Det fremgik tidligere af artiklen, at Jens Bager var første bestyrelsesformand i Poul Due Jensens Fond hentet uden for ejerfamilien. Dette er ikke korrekt, da Lars Kolind sad på posten fra 2003-2011.