I Elsass Fonden er man glad for at kunne støtte netop Frelsens Hærs arbejde med julehjælp:
“Elsass Fonden støtter primært initiativer og projekter, der handler om diagnosen Cerebral Parese, men hvert år ved juletid ønsker fonden også at række en hjælpende hånd ud til andre mennesker, der har behov for hjælp, og det ved vi sker, når vi støtter gennem Frelsens Hær,” fortæller administrerende direktør Peter Lindegaard i en pressemeddelelse.
Pengene fra Elsass Fonden vil Frelsens Hær blandt andet bruge på at gøre udsigten til rudekuverter i juletiden mindre stressende for de fattigste familier, forklarer informations- og forvaltningschef Lars Lydholm videre i pressemeddelelsen:
“De fattigste familier i Danmark er desværre ikke med i den ‘fest’, som de fleste danskere oplever, efter at vi er ude af krisen. Derfor er det svært at få råd til at holde jul, hvis der også skal være penge til tandlæge, forsikringer, medicin og andre fornødenheder,” siger Lars Lydholm.
Når en families økonomiske situation bliver for presset, er det Frelsens Hærs erfaring, at det især går ud over børnene:
“Det er ofte børnene, der bliver mest påvirkede af, at der ikke er råd til julegaver. Børnene føler sig udenfor i skolen, bliver måske mobbet og får ondt i maven ved sengetid,” siger Lars Lydholm.
Frelsens Hær forventer at uddele julehjælp til i alt 8.000 familier i år, hvoraf Elsass Fondens donation kan hjælpe 150 familier.