På årets netop afholdte Institutional Investors Summit i Stockholm valgte de nordiske professionelle investorer at nominere og stemme på Velliv Foreningen som årets ‘Influencer of the Year 2019’, skriver Velliv Foreningen i en pressemeddelelse.
Velliv Foreningen modtager prisen for det arbejde, som foreningens repræsentantskab, bestyrelse og sekretariat har lagt i at købe Velliv (tidligere Nordea Liv & Pension) og omdanne det til et kundeejet selskab med transparent selskabsledelse.
I tildelingen af prisen er der blandt andet lagt vægt på, at Velliv Foreningens repræsentantskab udpeger syv ud af de 13 medlemmer af Vellivs bestyrelse, så foreningens medlemmer igennem foreningen får indflydelse på deres pensionsselskab.
”Hele holdet i Velliv Foreningen er meget beærede over at have vundet prisen som Influencer of The Year. Det er endnu en motivation til at fastholde og fortsætte den udvikling, der har været i gang siden Velliv Foreningen blev stiftet i 2015 og har ført til, at foreningen er majoritetsejer af Velliv,” siger Lars Wallberg, direktør for Velliv Foreningen.
Prisen er en såkaldt ‘Peer-to-peer Award’, som uddeles af investeringsbranchens aktører som f.eks. pensionskasserne til de mest fremtrædende personer og virksomheder i branchen.
Velliv Foreningen går på grund af den nordiske pris videre til den europæiske finale i efteråret, hvor der kåres en samlet vinder.