De private forskningsfonde bærer en del af ansvaret for, at forskere bruger mindre af deres tid på at skabe fremragende forskningsresultater.
For når fondenes forskningsbevillinger ikke dækker de indirekte omkostninger, så bliver der færre penge til det tekniske og administrative personale (TAP), som skal hjælpe forskerne – det videnskabelige personale (VIP) – med alt det praktiske omkring deres forskningsprojekter
”Når der ikke er nok TAP, flytter deres opgaver over til det videnskabelige personale. De administrative arbejdsopgaver forsvinder jo ikke blot fordi, at andelen af TAP bliver mindre,” siger Olaf Svenningsen, der er formand for foreningen af danske forskningsadministratorer, DARMA (Danish Association for Research Managers and Administrators).
Han har desuden arbejdet mange år både som forsker og med forskerstøtte i USA på bla. Columbia University og i National Science Foundation (NSF).
Problemet er voksende fordi en stadig større andel af forskningen på landets universiteter bliver betalt af private fonde. Men langt de fleste forskningsfonde ønsker kun at støtte de direkte forskningsomkostninger. Som Nyhedsbrevet Danmarks Fonde tidligere har omtalt, skyldes denne praksis blandt andet, at fondene ikke kan støtte omkostninger, som de ikke helt præcist ved, hvad dækker. Og at de indirekte omkostninger ikke falder ind under de formål, som fondene må uddele til ifølge deres vedtægter. Derfor udbetaler kun få fonde et såkaldt overhead-tillæg til dækning af indirekte omkostninger.
Selvom forskerne som hovedregel godt kan få fondsstøtte til f.eks. laboranter, der er direkte tilknyttet det pågældende forskningsprojekt, så er der mange andre indirekte TAP-ressourcer som ikke kan dækkes.
”Det hjælper heller ikke på situationen, at universiteterne desværre har svært ved præcist at redegøre for, hvor store de indirekte omkostninger er, eller hvad de egentlig dækker,” siger Olaf Svenningsen, der selv er forskningsadministrator på Syddansk Universitet.
Etik og jura er indirekte omkostninger
Problemet er størst inden for de sundhedsvidenskabelige områder, hvor de indirekte omkostninger til kliniske forsøg og laboratorier fylder meget. Som illustration på problemet har Olaf Svenningsen opgjort udviklingen i antallet af VIP og TAP på det sundhedsvidenskabelige fakultet på sit eget universitet i den periode, hvor de private fondes andel af den offentlige forskning er vokset betydeligt.
Udviklingen viser, at antallet af SDU-forskere på universitetshospitalerne og det sundhedsvidenskabelige fakultet er steget med 60 procent i perioden fra 2008 til 2016. I samme periode er antallet af teknisk og administrativt personale uændret (se figur nedenfor).
SDU Sundhedsvidenskabelig Fakultet – forandring i VIP-TAP 2008-2016
Også på Aalborg Universitet er andelen af VIP steget i forhold til TAP. Det er der dog flere årsager til, forklarer prodekan for forskning på det sundhedsvidenskabelige fakultet, Ole Kæseler Andersen: Dels det generelle økonomiske pres på universiteterne, og dels at Aalborg Universitet har rekrutteret mere videnskabeligt personale til undervisning på medicinuddannelsen.
”Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at laboranter, elektronikteknikere, og mekanikfolk er blevet en mangelvare – altså dem, der sørger for, at laboratorierne er up to date. De private fonde dækker jo typisk kun de direkte omkostninger til et forskningsprojekt, så hvis du skal have dækket disse omkostninger, så kræver det, at personalet findes inhouse, så du kan fakturere for det TAP, der skal understøtte projekterne,” siger han.
Men også på den administrative del af TAP-området giver den manglende overhead problemer for institutlederne, påpeger prodekanen.
”På det sundhedsvidenskabelige område fylder det juridiske arbejde meget. Både når der skal laves aftaler med eksterne partnere, men også i forbindelse med etiske godkendelser, når der er tale om forsøg, som involverer patienter. Det kan tage en ung forsker en måned at ansøge om etisk godkendelse til et projekt, og der stiller vi krav om, at der skal inddrages administrativt juridisk personale,” siger Ole Kæseler Andersen.
Devaluering af forskningskronen
Misforholdet mellem antallet af forskere og antallet af medarbejdere til at støtte dem betyder, at forskerne bruger mere tid på administrativt arbejde som regnskab, bogføring og afrapportering. Eller at de selv må lave en større del af det arbejde, de ellers ville kunne få hjælp til fra forskningsbibliotekarer eller de fundraisere, som hjælper forskerne med at søge de konkurrenceudsatte forskningsmidler i private og offentlige fonde.
”Det fører til, at administrationen bliver meget dyr, da man betaler forskerlønninger for at få udført administrative arbejdsopgaver,” siger Olaf Svenningsen.
Udover at opgaverne ikke bliver løst billigst muligt, så udgør udviklingen også et problem, som er fælles for både fondene, universiteterne og samfundet i det hele taget. Udviklingen betyder nemlig, at købekraften af en fondsbevilling bliver mindre målt i forskningsværdi, påpeger Olaf Svenningsen.
”Konsekvenserne, af at forskerne bruger mere tid på administrative opgaver, bliver dels, at der lægges mindre tid på forskning, end pengene ville forlede én til at tro, dels at administrative opgaver i høj grad bliver udført i det skjulte i den forstand, at det ikke kan ses i regnskabet, når VIP udfører TAP-opgaver,” siger Olaf Svenningsen.
’Direktificering’ af omkostninger
På Københavns Universitet oplever man også store udfordringer med den stigende andel af fondsfinansieret forskning, som bevilges uden overhead.
”Det er en kæmpe glæde at få fondsmidler og en del af fondene er begyndt at åbne lidt op for, at man kan få dækket indirekte administrative omkostninger. Men generelt er det et kæmpe problem for universiteterne, når der kommer store mængder af fondsmidler uden overhead, fordi det trækker administrative ressourcer, som så skal betales ud af de penge, der kommer fra staten,” siger prodekan for forskning på Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Kristian Helin.
Han ser gerne, at universitetsledelserne og fondene får sat skub i en proces, der kan hjælpe med at finde løsninger på problemet.
”Jeg synes, at rektorkollegiet skal sætte sig ned sammen med fondene og finde en løsning. For det underminerer systemet. I dag måles vi også på, hvor gode vi er til at skaffe eksterne midler. Jeg er også leder af et forskningscenter hvor 75 pct. af vores budget kommer fra ekstern funding. Af dem er halvdelen private fondsmidler. Det er en uholdbar situation i forhold til strategi, ansættelser og infrastruktur. Men jeg ser kun, at problemet bliver større fremover. Så jeg vil hilse det meget velkomment hvis rektorerne og fondsdirektørerne kan sætte sig ned og blive enige om, hvad der skal til,” siger Kristian Helin.
Problemstillingen har i en årrække været kendt i udlandet, og flere steder har man allerede fundet løsninger, som i nogen grad afhjælper problemerne. Formanden for DARMA, Olaf Svenningsen er heller ikke i tvivl om, hvad universiteterne kunne gøre:
”Som det første skal man kigge på det, man har gjort i Storbritannien, Norge, Sverige og Finland – altså en full cost model, hvor man kan gennemskue, hvad de faktiske omkostninger er. Hvis man sammenligner med et fotografi, så har vi brug for en større opløsning i regnskabet, så man kan se, hvad det drejer så om. Vi ved godt, at der er noget der hedder husleje og administration. Men hvad er det så i den administration, der koster i forhold til det konkrete forskningsprojekt? Det handler om at skabe den direktificering, som man kalder det på svensk,” siger Olaf Svenningsen.
