Flere af ideerne har været på tegnebrættet i bestyrelseslokalet gennem flere år. Og nu, hvor den 49-årige advokat Claus Barrett Christiansen er tiltrådt som ny formand i Dreyers Fond, er tiden moden til at igangsætte en række ændringer i arbejdsgange og dispositioner i fonden, der mest af alt er kendt for sin støtte til advokat- og arkitektstandens udvikling i Danmark.
I et interview med Fundats løfter Claus Barrett Christiansen blandt andet sløret for, at bestyrelsen i fremtiden i højere grad vil blive ledet af et formandskab end en formand, og at de senere års øgede fokus på det almennyttige område skal intensiveres oven på et corona-år, hvor støtten til almennyttige projekter har sat ny rekord for fonden.
På spørgsmålet om, hvordan man især kommer til at mærke, at Dreyers Fond har fået ny formand, siger Claus Barrett Christiansen:
”Birte Rasmussen, som jeg har afløst, har været en fremragende formand for fonden. Dét, at jeg nu er blevet formand, vil især komme til udtryk ved et delt formandskab, hvor min næstformand, arkitekt Mathilde Petri, og jeg i høj grad vil dele opgaverne mellem os. Og så glæder jeg mig meget til at sætte gang i en proces, der har været undervejs i bestyrelsen gennem flere år, hvor vi vil knytte langt flere projektmedarbejdere til vores projekter.”
Skal være involveret i projekter
Formanden, der er partner i advokatfirmaet Bech Bruun og specialist i immaterial- og markedsføringsret, nævner flere konkrete projekter, hvor fonden som en ny måde at arbejde på netop har fået eller fremover vil tilknytte projektmedarbejdere.
Det gælder for eksempel et projekt, som vi er rigtig glade for, mellem den juridiske tænketank Justitia og Red Barnet, hvor advokater, advokatfuldmægtige og studerende får undervisning i menneskerettigheder.
Claus Barrett Christiansen – bestyrelsesformand, Dreyers Fond
”Bestyrelsen har aftalt med fondens direktør Bo Rygaard, at vi som fond skal være mere involveret i projekterne – ikke fordi, vi skal bestemme over de projekter, vi støtter, men fordi vi gerne vil sikre, at både vi og partnerne får det optimale ud af samarbejdet. Det gælder for eksempel et projekt, som vi er rigtig glade for, mellem den juridiske tænketank Justitia og Red Barnet, hvor advokater, advokatfuldmægtige og studerende får undervisning i menneskerettigheder. Her hjælper fondens projektmedarbejdere med at facilitere samarbejdet og med at sætte fokus på de ting, som vi især synes er vigtige. Det samme gælder projektet for hjemløse, ’Hjem til Alle’, hvor vi gerne vil have en projektmedarbejder med, som kan rapportere tilbage til os, om der for eksempel er noget, vi kan gøre anderledes, eller om det giver mening at øge støtten til projektet,” siger Claus Barrett Christiansen.
Tilknytningen af projektmedarbejdere indbefatter ikke en udvidelse af fondens sekretariat, understreger den nyvalgte formand. Projektmedarbejderne skal ansættes på ad hoc-vis i perioder på typisk tre eller seks måneder og håndplukkes fra projekt til projekt ud fra devisen, at de skal besidde en stor viden på et konkret område.
Nogle gange vil der være tale om lønnet arbejde, andre gange frivilligt arbejde udført af for eksempel unge advokater.
Større fokus på det almennyttige
Dreyers Fond vil også i de kommende år fortsætte og intensivere den udvikling, der har været i gang de senere år, hvor almennyttige formål får en væsentlig del af de sammenlagt 30-40 millioner kroner, som fonden årligt deler ud – en udvikling, der især har været markant i indeværende år under coronakrisen.
”De seneste år har vi haft stigninger på over 10 procent i vores uddelingsbeløb i forlængelse af, at især Bo Rygaard sammen med den øvrige bestyrelse har været dygtig til at vækste vores forretning på en sikker og ordentlig måde. Dermed har der, som fundatsen foreskriver, ikke kun været penge til arkitekt- og advokatformål, men også til at støtte almennyttige formål. Og jo flere penge, vi får, desto flere penge bliver der også til at støtte mere markant almennyttigt,” siger Claus Barrett Christiansen.
– Hvordan skal fordelingen være fremover mellem jeres støtte til arkitektformål, advokatformål og almennyttige aktiviteter?
”Jeg forestiller mig ikke, at det skal være en tredjedel til hver. Også fremover vil vi give flest penge til arkitekt- og advokatformål, men jeg vil ikke afvise, at der kan være nogle år, hvor behovet for støtte til advokatformål er mindre, og at vi derfor giver flere penge til almennyttige projekter og vice versa. Og her i 2020 har vi støttet mere almennyttigt end nogensinde før på grund af covid-19,” siger Claus Barrett Christiansen.
Støtte til hjemløse og narkomaner
En af de organisationer, som i 2020 har nydt godt af Dreyers Fonds velvilje, er børnerettighedsorganisationen Red Barnet, hvor fonden har kunnet slå to fluer med ét smæk og både støttet almennyttigt og bidraget med juridisk ekspertise.
”Grundet covid-19 har Red Barnet blandt andet måttet lukke alle deres forretninger og haft store udfordringer og ekstraudgifter i forbindelse med afstandskravene på deres sommerlejre for de børn, som ellers ikke ville komme på ferie. Det er jo et åbenlyst godt formål at støtte. Samtidig vil Red Barnet gerne have advokatbistand for at kunne sikre et højere beskyttelsesniveau for børn og børnefamilier, blandt andet for at kunne påvirke det politiske system på en god måde. Derfor har vi knyttet en tre-årig ansættelse af en jurist til Red Barnet, og når de tre er gået, betaler organisationen selv for ansættelsen,” siger Claus Barrett Christiansen.
Det vil være godt for advokatstanden, men også rigtig godt personligt for de yngre advokater, hvis de går mere ind i almennyttigt arbejde, uanset hvor travlt de har med jobbet og karrieren.
Claus Barrett Christiansen – bestyrelsesformand, Dreyers Fond
Andre projekter, der har fået Dreyers Fonds økonomiske kærlighed at føle i det forgangne år, er det førnævnte ’Hjem til Alle’, der har til formål at afskaffe hjemløshed, og ’Junk Food’, som sikrer mad på bordet til blandt andre hjemløse og narkomaner.
”Det har været en stor glæde for os at kunne hjælpe nogle af de steder, der har været under et stort pres grundet covid-19. Men vi skal ikke nødvendigvis fremover være kendt som en fond, der støtter hjemløse, for vi skal støtte mange forskellige ting. Hjemløshed er dog et stort samfundsproblem, som vi ikke kan være bekendt,” siger Claus Barrett Christiansen.
Unge advokater skal engagere sig mere
Parallelt med de almennyttige initiativer og projekter, fonden aktivt støtter, er det Claus Barrett Christiansens håb, at fonden kan påvirke især unge advokater til at engagere sig mere i at skabe et bedre samfund, blandt andet ved at involvere sig mere i almennyttigt arbejde rundt omkring i Danmark.
– Er de unge danske advokater set med dine og Dreyers Fonds øjne ikke allerede tilstrækkeligt engagerede i at skabe et bedre samfund?
”Jeg oplever, at mange danskere ikke anser advokater som værende så involverede og engagerede, som man måske kunne ønske, og det vil være godt for advokatstanden, men også rigtig godt personligt for de yngre advokater, hvis de går mere ind i almennyttigt arbejde, uanset hvor travlt de har med jobbet og karrieren. Vi vil samtidig rigtig gerne gøre noget mere for Advokatsamfundets kredsbestyrelser, og det kan blandt andet ske ved at opfordre de unge advokater til at træde ind i bestyrelserne, være med til at give retshjælp eller på anden måde gøre en forskel. Og jeg har ikke mødt en eneste ung advokat, som ikke har udtrykt glæde ved det frivillige almennyttige arbejde, når de først har prøvet det,” siger Claus Barrett Christiansen.
Behov for øget synlighed
Synlighed er et andet vigtigt pejlemærke for den nye formand for Dreyers Fond. Han forventer, at den øgede brug af projektmedarbejdere vil få en positivt, afsmittende effekt på synligheden omkring fonden i blandt andet advokat- og arkitektfirmaer og blandt de studerende på universiteterne og arkitektskolerne.
Derudover har fonden tidligere på året udvidet sit sekretariat med en fuldtidsansat kommunikationsmedarbejder.
”Når det er så vigtigt for mig, at vi som fond bliver mere synlige, er det ikke for vores egen forfængeligheds skyld, men derimod for at skaffe flere gode projekter til fonden, så vi i endnu højere grad end hidtil kan blive kendt som et sted, hvor man kan søge om midler til noget særligt og væsentligt for advokater, arkitekter og almennyttige formål,” siger Claus Barrett Christiansen.
Når det er så vigtigt for mig, at vi som fond bliver mere synlige, er det ikke for vores egen forfængeligheds skyld, men derimod for at skaffe flere gode projekter til fonden.
Claus Barrett Christiansen – bestyrelsesformand, Dreyers Fond
Det fremtidige økonomiske fundament for Dreyers Fond er de senere år blandt andet blevet sikret ved, som formanden udtrykker det, at ”bruge rigtig meget energi på at optimere fondens ejendomsportefølje.”
Han tilskriver især fondens direktør Bo Rygaard, der har en mangefacetteret karriere i dansk erhvervsliv og aktuelt bestyrelsesformandsposter i blandt andet Parken Sport & Entertainment, Netcompany og KFI Erhvervsdrivende Fond, æren for, at der er ”godt styr på ejendomsporteføljen.”
”Vi bevæger os i retning af kun at have en række meget velbeliggende boligejendomme, som gør os ret immune i forhold til kriser og konjunkturer. Igennem de seneste 10 år har vi været i gang med en proces, hvor vi har skilt os af med nogle ejendomme, blandt andet industri- og kontorejendomme. I stedet har vi investeret i nogle andre ejendomme ud fra en mere konservativ investeringsstrategi, som sikrer, at vi også om 50 og 100 år har penge til at dele ud,” siger Claus Barrett Christiansen.