Økonomer, fondseksperter, rådgivende revisorer og de statsgodkendte forvaltningsafdelinger er alle enige: Fondslovens investeringsregler for fondskapital hæmmer en meget stor del af landets ca. 8.000 almennyttige fonde. Anbringelsesbekendtgørelsen mindsker simpelthen fondenes indtjeningsmuligheder og reducerer dermed omfanget af de samfundsnyttige uddelinger. De mindste fonde risikerer at lide rentedøden.
Og som Civilstyrelsen tidligere har udtalt til nyhedsbrevet Danmarks Fonde, så er fondsmyndigheden godt klar over problemet. Den har bare ikke nogen aktuelle planer om at rette op på problemerne med den restriktive anbringelsesbekendtgørelse, som er styrelsens egen udmøntning af fondslovens § 10 (se nedenfor).
Anker Brink Lund er fondsekspert ved Center for Civilsamfundsstudier på CBS og har for nylig udgivet bogen ”Dansk Fondshistorie”. Han er skeptisk over for regelsættet og peger på, at de kan være i strid med intentionerne bag fondsloven.
”Når jeg har ytret bekymring om tolkningen af anbringelsesreglerne, så er det fordi de forekommer forældede, og for fonde er meget svære at slippe ud af. Under de nuværende forhold er reglerne en risiko for fondene snarere end en beskyttelse af stifters vilje,” siger professor Anker Brink Lund og uddyber:
”Hvis man skal leve op til fondenes grundlæggende formål, så skal alt andet sådan set underordnes stifters vilje. Hvis anbringelsesreglerne i praksis fungerer imod hensigten, så er det jo i modstrid med lovens ånd, og det må man vel så se at få lavet om,” siger han.
Fondsregler hindrer god formuepleje
Anbringelsesbekendtgørelsen sætter begrænsninger på hvor stor en andel af fondens formue, der må investeres i aktivtyper, som fondsmyndigheden vurderer som risikable. Det betyder, at det eksempelvis højst er tilladt at investere sammenlagt op til 50 procent af formuen i aktier, investeringsforeninger, erhvervsobligationer samt spare- og andelskassebeviser. Desuden må man højst placere 15 procent af fondsformuen i samme aktie, og man må ikke have aktier for mere end 15 procent af et selskabs aktiekapital.
Til gengæld må man gerne have alle pengene i for eksempel danske realkreditobligationer eller i statsobligationer fra andre EU-lande. Men da renten har været meget lav i en længere årrække efter finanskrisen i 2008, er det økonomisk set ikke en forsvarlig formueplacering.
”Det er absurd, at noget af det mest usikre en fond kan gøre i øjeblikket er at anbringe sin formue i obligationer. For én ting, der er helt sikkert, er, at renten kommer til at stige. Og derfor er for mange obligationer i forhold til stifterens vilje om afkast til almennyttige formål ingen klog investering,” siger Anker Brink Lund.
Reglerne i anbringelsesbekendtgørelsen har principielt set til formål at sikre, at fondsbestyrelserne ikke kaster sig ud i risikable investeringer og i værste fald taber fondsformuen. Dog er en fond fritaget for anbringelsesbekendtgørelsen, hvis fundatsen har fastsat, hvordan pengene skal investeres. Men det er der af historiske årsager mange stiftere, der ikke har formuleret.
”Det er sådan advokaterne historisk har gjort det. De skriver i fundatsen, at grundkapitalen ikke må røres og formuen skal forvaltes forsvarligt, f.eks. efter reglerne i anbringelsesbekendtgørelsen. Det er blevet juridisk ’short hand’ for sikker anbringelse, der har sneget sig ind dansk forvaltningspraksis gennem tiden,” siger Anker Brink Lund.
Problemet med den forvaltningspraksis er dog, at staten dermed sætter fondsbestyrelserne under administration, hvis der i fundatsen ikke er taget eksplicit stilling til formueplaceringen.
”Jeg mener reglerne hører en tid til, hvor man betragtede fondsbestyrelserne som umyndige. Men fonde er selvejende institutioner og derfor pr. definition myndige. Bestyrelserne er erstatningsansvarlige, så hvis de ikke handler i overensstemmelse med stifters vilje, kan de straffes. Det burde være tilstrækkeligt – det er kun umyndige, man har lov til at sætte under økonomisk administration,” siger Anker Brink Lund.
Han peger desuden på, at reglerne også forhindrer fondene i at udvikle sig og søge nye og mere effektive veje til at opfylde fondens formål og dermed stifters vilje.
”Reglerne står i vejen for at bruge grundkapitalen til de almennyttige formål. Det er det, man gør i USA, hvor man laver impact investments, så der er overensstemmelse mellem det, pengene bliver investeret i, og de filantropiske formål som fonden skal fremme,” siger Anker Brink Lund.
