Fondsteamet i Pwc har nu taget initiativ til at indsamle input til en kommende revision af fondsloven for de ikke-erhvervsdrivende fonde.
Ifølge Fundats’ oplysninger har Civilstyrelsen udarbejdet et oplæg til kommissorium for udvalgsarbejdet, som afventer Justitsminister Nick Hækkerups godkendelse.
Det er dette udvalgsarbejde, som Pwc nu beder interessenterne omkring fondssektoren om at give holdninger og indspark til.
Fondsteamet i revisions- og konsulenthuset, som også står bag den årlige udgivelse af Fondshåndbogen, har udsendt en mini-survey med en række spørgsmål om behovet for lovændringer.
”Vores idé er at offentliggøre resultatet, hvis der kommer tilstrækkelig mange besvarelser. Så håber vi på, at vi får mulighed for at spille det ind, når fondsudvalget går i gang med arbejdet. Det kan for eksempel være ved at sende det direkte til Justitsministeriet eller via FSR,” siger partner i Pwc Danmark Henrik Steffensen, der også er ansvarshavende redaktør på Fondshåndbogen.
Han fortæller desuden, at Pwc gerne bidrager yderligere, hvis Civilstyrelsen under Justitsministeren finder det relevant.
”Pwc deltager naturligvis gerne direkte i arbejdet med en ny lov på samme måde, som vi ofte deltager i lovarbejde via Erhvervsstyrelsen,” siger Henrik Steffensen.
Han understreger, at surveyen er baseret på få udvalgte spørgsmål med relevans for nogle af temaerne i lovkomplekset omkring de almene fonde. Men der er mulighed for at komme med yderligere kommentarer i fritekst. Formålet med surveyen er derfor at lave en temperaturmåling på udvalgte forhold snarere end en fuldstændig afdækning af alle potentielle aspekter i en kommende lovændring.
Henrik Steffensen opfordrer derfor til at besvare mini-surveyen, hvis man sidder inde med konkret viden eller har holdninger til reglerne, som er relevante få med.
Om fondsudvalg og rammevilkårLæs mere om det kommende fondsudvalg og rammevilkårene for de op til 8.000 ikke-erhvervsdrivende fonde i Danmark.
- Professor: Fondskommission bør være bred og arbejde frit
- Fondsretsekspert hos Horten: fondskommission bør se på de lovløse fonde
- Opfordring til fondskommission: By- og lokalfonde styrker alle dele af Danmark
- Justitsminister: Store ændringer af fondsloven kan blive nødvendige
- Flertal i Folketingets retsudvalg bakker op om en fondskommission
- Forsker og fonde: Ikke nok at lempe anbringelsesbekendtgørelsen
Hvis der kommer tilstrækkeligt med besvarelser, vil Pwc publicere en artikel om resultaterne og give det samlede bidrag videre til de rette myndigheder og interesseorganisationer.
”I første omgang er jeg spændt på at se, hvilken respons vi får tilbage og dermed om antallet af besvarelser er så stort, at det giver mening at udlede nogle tendenser. Vi ser survey’en som en mulighed for at formidle input fra mange flere aktører, end en traditionel lovproces normalt giver mulighed for,” siger Henrik Steffensen.
De almene fonde, som er underlagt lov om fonde og visse foreninger, uddelte i 2019 for cirka 5 milliarder kroner.
Du kan besvare mini-surveyen her.